Skip to content

Ar

by Helle on March 18th, 2012

Efterhånden har jeg fået en flot samling af ar. Nogle er seje, andre er knapt så seje. Jeg har kun lært noget af meget få af dem. Ingen af dem er desværre forårsaget af andre end mig selv. Teknisk set.

Der er det helt tynde hen over blommen på min højre pegefinger. Der er nok røget nogle nerver i kampens hede. De to sting var mine første, og jeg græd slet ikke. Fra den dag holdt jeg op med at udhule kokosnødder.

Der er det, der ligner en aflang vabel på min venstre tommelfinger. Jeg fik det ved at skære skinke med en slagterkniv. Jeg lærte, hvor hurtigt man egentlig kan fylde en plasticpose med blod. Det tager ca 15 minutter plus-minus.

Så er der den sjove trekant på min højre ringfinger. Det er resultatet af en hobbykniv og en af de der skabeloner, man skærer efter, når man laver julepynt. Jeg har lært, at det ser hæsligt ud at have den slags hængende.

Jeg har de to prik-ar fra venflon. Et på hver hånd. Nogle gange leger jeg, at det er stigmata. Det gjorde ondt som ind i helvede, og næste gang vil jeg ærligt talt hellere dø af dehydrering og mangel på bredspektret antibiotika.

Der er det lidt klamme ar på min venstre ankel. Det er lysebrunt med hvide prikker. Som en hudtransplantation fra en giraf. Det er et af dem jeg har lært mest af. Man skal aldrig, aldrig, aldrig vaske sine gummistøvler med kogende vand, mens man stadig har dem på. Det er en virkelig lortagtig ide. Til gengæld tror jeg nok man får ekstra budding af sin farmor, hvis man gør det…så det er vel en afvejning, man må foretage.

Der er “det sorte område” som vel teknisk set ikke er et ar, men nærmere et stykke stiftblyant, som ingen har kunnet få ud af min finger. Det ligger der som en skygge og minder mig om, hvorfor jeg sjældent skriver ting i hånden, og at der er få ting i livet, som en kold øl ikke hjælper på.

Jeg har de tre blindtarms-ar på maven. Et af dem ligner, at nogen har lavet min navle til en løbegang med snor i. Efter sigende bliver de mere utydelige med tiden. Jeg er stadig bange for at et af dem en dag sprækker og mine tarme vælter ud. Jeg har lært, at når man har så ondt i maven, at man skriger og må have hjælp til at vende sig, er det ikke fordi man trænger til at slå en prut. Så er det fordi ens blindtarm er sprunget.

Jeg har de to streger på venstre arm, der ligner malplaceret cutting. I virkeligheden er de grunden til, at jeg ikke gider stryge ting længere.

Der er det nyeste, et flot minde på min pegefinger om, at man må gå ret meget igennem for at få en smørmad, og at jeg ikke egner mig til at være alene på kontoret. Med knive.

Og så er der det lille, hvide ar på siden af min venstre arm. Jeg aner ikke, hvor det kommer fra, men det gjorde garanteret ondt at få det.
Det irriterer mig til døde.

 

4 Comments
  1. Sej gennemgang!

    Og ps jeg har osse blyantsbly i en finger!

  2. Helle permalink

    Er du aldrig bange for at det i virkeligheden er pissegiftigt? Det er jeg. Når jeg lige husker det.

  3. Johow. Især fordi det kun er pletten, der er der nu, stiften er længe væk. Det er da klamt.

  4. René permalink

    Jeg har lært, at når man har så ondt i maven, at man skriger og må have hjælp til at vende sig, så kan det godt være fordi man trænger til at slå en prut og ikke fordi ens blindtarm er sprunget. Og det har jeg en overlæge på nattevagt på Århus (JA, med Å!) Kommunehospitals ord for!

Leave a Reply

Note: XHTML is allowed. Your email address will never be published.

Subscribe to this comment feed via RSS