Skip to content

Der er ingen forsætter

by Helle on January 4th, 2015

Jeg har ikke rigtigt nogen nytårsforsætter. Udover at jeg virkelig gerne vil kunne lide grape, fordi det er sådan en pæn frugt. En skam at den smager som i helvede.

Der er ingen, jeg vil være flinkere overfor. Der er ingen (sådan rigtigt) jeg kunne tænke mig at skære væk. Der er ikke noget, jeg kunne tænke mig at holde op med at spise. Tværtimod tænker jeg at jeg nok ikke helt spiser nok chips og dip. Jeg går til gymnastik, når jeg synes. Når det ikke er koldt eller latterligt, løber jeg en tur. Eller når solopgangen tegner til at blive ret pæn.

Jeg er ude hver dag. Selv når jeg aftaler med mig selv at jeg ikke gider. Det er ikke altid min egen fortjeneste, og det er nok meget godt. Jeg går i seng  i ordentlig tid, og jeg drikker ret meget vand. Og så kan jeg godt lide kål.

Så når jeg er så ordentlig, så må det jo være verden, der skal justeres lidt. Verden kan jo begynde med det her:

  • I dag til gymnastik hørte jeg en podcast om demens. Det er det samme som at give mig lov til at bruge en time på netdoktor.dk. Nu har alle demens. Du har demens, jeg har demens, og alle vi kender har demens. Det ville være fint, hvis alle lige ville komme med en disclaimer, der listede symptomerne på IKKE at have demens/hjernetumor/mavesår/lupus inden de skrev eller talte om det. Og hvis Netdoktor lukkede.
  • Min overbos naboer vækkede mig i dag. Halv otte. Med deres støvsuger og deres børn. Jeg synes alle børn er ret grimme, så det er nok ikke noget specifikt tillægsord for netop deres børn. Men omverdenen burde finde ud af at “vi skal alle sammen være her” går to veje. Og hvis ikke, så er det som udgangspunkt mig, der har ret.
  • Der er kommet en plet på min sofa. Det er meget dramatisk for mig. Faktisk er det tredje stadie af pletter, fordi vi har haft forskellige metoder i brug. Internettet burde give mig bedre råd, når man googler “hvordan fjerner man en plet lavet af rensebenzin?”. I det hele taget burde internettet oppe sig gevaldigt på mange områder.

Så  imens verden lige får styr på de par forsætter, vil jeg sidde i solen og kigge på himlen, der er helt hysterisk blå (og blive lidt rasende indeni over 1. jeg må ikke male loftet i køkkenet blåt og 2. man kan sikkert ikke engang få en blå maling, der kan ligne det) og solen, der glimter i maven på mågerne. Så fredelig kan man være i ca 12 minutter. Men det er også fint nok. Jeg har brug for al dem fredelighed, der kan tæves frem, når jeg i morgen ikke har ferie længere, og derfor skal mene noget om ting og sige godmorgen til virkelig mange mennesker.

Heldigvis er jeg så ordentlig en person, så jeg ikke behøver nytårsforsætter. Heldigvis for det.

 

3 Comments
  1. Camilla A. permalink

    Åh, gid du skrev oftere. No pressure. Det kan ikke kun være mig, der jævnligt kigger håbefuldt efter, om du nu har skrevet.
    Din fan.

  2. Fed blog! Kan godt lide din humor. Den minder sgu´om min egen :-P
    Fortsæt det gode arbejde :-)

  3. Smukt og underholdende!

Leave a Reply

Note: XHTML is allowed. Your email address will never be published.

Subscribe to this comment feed via RSS