Skip to content

Det er 100% din egen skyld

by Helle on January 14th, 2012

Det er det. Det er din egen skyld, hvis jeg ikke kan lide dig. Det er din egen skyld at du er for fed, og det er sikkert også din egen skyld at du ikke har det der overskud (som i øvrigt er vildt overvurderet og altid 80% løgn når man læser om det få Facebook).

Der er grundlæggende tre typer, som 100% selv er skyld i deres ulykke:

  • Idioten

Idioten er 100% idiot. Han (eller hun. Men mest han) er næsten altid en idiot, der overvurderer sig selv på det groveste. Han har ingen alder, for hvis man spørger ham, er han 21 hele livet. Det kan man ret hurtigt se er løgn. Idioten synes selv han er omringet af idioter, og at han selv er verdensmesteren, der bærer verden på sine skuldre. Derfor kan idioten også hurtigt kamme over i Kæmpeoffer. Det klæder ikke nogen, og slet ikke en Idiot.

  • Hofterulleren/Føleidioten
Hofterulleren er den mandlige udgave af Føleidioten. De tuder hele tiden. Hele tiden. Alt er synd for dem, og de bilder sig ind at de endda også kan føle, hvad andre føler. Så derfor er det ekstra synd for dem. Hofterulleren kan godt lide vanilleis, kattekillinger og filterkaffe, og har fået sit navn fra den måde han ruller sine hofter på, når han tror han er sexy. Føleidioten kan godt lide fuldkorn, frisk luft og Sporløs, og har fået sit navn fordi hun er en stor idiot der føler alt for meget. De er ulidelige i al deres følen, og der er altid noget der er synd for dem. Hvis der en sjælden gang faktisk ikke er noget galt med dem, kan man være ret sikker på at der så er det med nogen i nærheden af dem, som de så kan tage “en god snak” med. Du ved, sådan en “god snak”, som får en til at sidde og sluge sit eget opkast og kigge panisk efter nærmeste udgang. Hofterulleren/Føleidioten kammer ret hurtigt over i Kæmpeoffer.
  • Kæmpeofferet
Kæmpeofferet er altid et offer. Hun (eller han. Det er ca 50/50, men for nemheds skyld tager vi bare hun) er næsten altid lidt syg, og hun er i hvert fald altid fattig. Bussen er altid kørt, der er aldrig mere mælk, og ingen har nogensinde hjulpet hende med noget. Hvis man spørger hende. Og det er synd. Så synd, faktisk, at hun altid fortæller om det. Så alle kan give hende ret. Hun har også altid lidt ondt i ryggen, er altid lidt for tyk, og har jo ikke råd til gulerødder, for hun er jo fattig. Det er synd for Kæmpeofferet.
Fælles for alle tre typer er, at det kraftedeme 100% er deres egen skyld, og at de irriterer mig til døde. Jeg synes grundlæggende ikke det er synd for dig med mindre du har en livstruende sygdom, har fået tæv uden at bede om det, eller har fået det der udslæt man får, når man har maveinfektion. Alt andet er nok højst sandsynligt din egen skyld.
5 Comments
  1. stor visdom. Hvor hører du selv hjemme? :)

  2. Camilla A. permalink

    Jeg må bare sige, at jeg elsker din blog. Dine tanker er lige mig.

  3. Rebecca permalink

    Og hvor er det dog trist at der er så mange af dem…

  4. Helle permalink

    Hvem, moi? Jeg er idioten.

  5. Dagmar permalink

    Ah. Dejligt med velplaceret bitterhed. Det går glimrende til morgenkaffen.

Leave a Reply

Note: XHTML is allowed. Your email address will never be published.

Subscribe to this comment feed via RSS