Skip to content

Dobbeltmoral er 6000 gange så godt som alt muligt andet

by Helle on May 15th, 2011

Jeg er vokset op på landet. Sådan rigtigt. Hvor man lærte, at dyr ikke kan tænke, at de ikke kan mærke når de bliver slagtet, og hvor det er helt ok at skyde en hund med et jagtgevær, fordi den løber efter biler. Derfor foragter jeg mennesker, der tror deres dyr kan tænke, være triste eller skuffede, og føle andet end instinkter. Nej, din kat har ikke en personlighed, din pony bliver ikke ked af det når du spiser hestekød, og man må gerne tale om slagtning, selvom der er køer til stede. (ja, jeg taler faktisk tit om slagtning, det er et interessant emne, som altid falder i god jord.)

Netop derfor er det også ret ubelejligt, at mågerne for andet år i træk har valgt at bygge rede lige overfor hvor jeg bor. Jeg kan holde øje med det hele fra min stue eller altan, og det gør jeg ret tit. Faktisk så tit, at jeg et splitsekund overvejede muligheden for at sætte et webcam op eller bare ikke tage på arbejde indtil oktober, for at holde øje med mågerne og deres unger. Den skarpsindige læser kan måske huske Mogens fra sidste år, og jeg er overbevist om at han kommer tilbage og leger foran mit vindue for at sige tak for at jeg holdt ham i live med vand og riskager hele sidste sommer. For Mogens kan nemlig sagtens tænke, selvom måger har et hoved på størrelse med en valnød, og kun ca 1/3 af det er hjerne (jeg kan mange flere seje facts om måger, men det er som om folk ikke er helt så interesserede i det, som jeg selv er).

Jeg VED også bare at Hundekællingens hund er en lige så stor idiot som Hundekællingen selv (jeg kunne faktisk næsten tænke mig at skyde den med at jagtgevær), og at alle labradorhvalpe ville ønske, de havde mig som ejer. Jeg ved det bare.

Men derfor er “dyr har følelser og tanker”-folket altså stadig nogle idioter. Især hvis de er vegetarer på samme tid.

Jeg har ingen fordomme.

4 Comments
  1. Nå, men så er du måske også typen, der, når du ser din eks smide gravhund op i barnevognen til nyfødt baby, tænker, at det egentlig var ok, det forhold sluttede?

    For det er jeg nemlig.

  2. Eller folk, der kysser deres hund. Lader hundens lortebefængte tunge slikke dem på, og nogle gange inde i, munden. Ej, føj. Jeg drillede vores hun ved at råbe Der er en MIS ude i haven, så den stormede ud og spillede fandango. Min mor sagde, jeg skulle stoppe. Det var jo ligesom, hvis hun stillede sig derud og viftede med en tusindkroneseddel og så nej, ikke alligevel.
    NEJ, mutti, det er det ikke!
    Jeg er tilhænger af din fordom.

  3. hund skulle der stå- det var ikke en eller anden slavekvinde, vi kaldte vores ‘hun’. Bare så alle er med.

  4. Jeg kan SLET ikke klare folk der tungekysser deres hund. YUK!

    Selvfølgelig kommer Mogens tilbage år efter år.

Leave a Reply

Note: XHTML is allowed. Your email address will never be published.

Subscribe to this comment feed via RSS