Når man igen har glemt, hvordan man kom hjem. Når man igen har frådet sin egen kropsvægt i stegte ting, når man ikke ringer tilbage, når man sletter en mail, eller når man igen har glemt den eneste ting, man bare for alt i verden skulle huske. Så får man dårlig samvittighed, fordi man fortjener det. Det er passende.

Man har jo rullet sig i forbudte ting, fred og ro, selvom man godt vidste, man burde sige nej til de sidste tre drinks, spise salat, tage telefonen når folk ringer, svare på alle mails og bruge smarte apps til at huske de allervigtigste ting i verden. Og man har haft det megagodt lige indtil det var slut. Og SÅ får man dårlig samvittighed. Det plejer man jo.

Men hvad fanden gør man så, når den ikke dukker op? Når der er totalt fravær af stor, syg so med kaffeånde på skulderen, selvom man godt ved, den burde være der? Hvorfor er den der ikke? Det kan kun forklares med en af følgende  tre grunde:

1. Der er ingen grund til det. Det, du har gjort (eller ikke gjort) er helt ok, hele vejen igennem.
2. Du er blevet et dumt svin.
3. Det, du har gjort, var simpelthen ikke godt nok til at få dårlig samvittighed over og føles højst som en (fortjent?) straf.

Så hvad skal det være? Personligt er jeg sikker på, at jeg er bannerfører for et nyt, faktastisk moralsk kodeks, hvor det er ok at drikke sig skidefuld, leve af fedt og aldrig svare på noget som helst.
Enten det, eller også er jeg et dumt svin. Så kan du selv vælge. Så længe jeg ikke får dårlig(ere) samvittighed, har jeg i hvert fald ikke tænkt mig at holde op. Eller tage telefonen.

Forleden fik jeg at vide, at “der er skrevet bøger om sådan nogle som dig”. Selvoptaget som jeg er, tolkede jeg det som “du er helt vidunderlig, og store kærlighedsromaner, hvor folk kigger længselsfuldt efter hinanden og føler ting helt ind i hjertekulen (er det overhovedet et rigtigt sted?), er skrevet med dig in mente”. Så jeg blev helt “aha, nå, ok! [sig noget mere]“.
Og så kom den: “ja altså, sådan nogle, som ikke kan vælge, og altid er bange for at gå glip af noget, og aldrig synes noget bare er godt nok” (den lyd, du kan høre, er mine forestillinger om mig selv med gylden hud og mandelformede øjne og en masse længsel, der rasler til jorden). -og hvad egentlig så, hvis man altid vælger vanilje, fordi det er den eneste smag, man aldrig fortryder?

En anden gang fik jeg “en dag vil jeg fortælle dig alt det, jeg synes om dig”. Ok, ja, aha. Min hjerne gik straks i overdrive og fortolkede det lidt a la “du er helt vidunderlig på så mange plan, at jeg ikke lige kan overskue det nu, men jeg har faktisk tænkt mig at fortælle dig det snart”.
Det havde han naturligvis ikke, og i dag venter jeg stadig på at få at vide, på hvor mange måder jeg er helt vidunderlig. Hvor svært kan det lige være at tage telefonen en mandag eftermiddag og ringe og sige det? Herregud…

Engang, i hvad der godt kunne være et andet liv, fik jeg “your smile lights up the entire building, I’ve never met anyone like you”. Ok, ret ligetil, ikke? Og vel faktisk også pænt sagt (eller rettere, skrevet på et kort med virkelig pæn håndskrift vedhæftet jordens største buket blomster. Leveret på mit arbejde. I myldretiden.). Det var vel også derfor jeg et langt stykke hen ad vejen var villig til at overse det ret åbenlyse faktum at han var gay as a picnic basket. Helt ærligt…en up-and-coming skuespiller (med det pæneste, blødeste hår i verden), der boede sammen med sine “venner”…i Newtown. Og var vegetar. Og havde virkelig pæne sko. I dag på Facebook er han stadig smuk. Og heldigvis åbenlyst verdens største homo. Og så gælder det der gamle kompliment desværre ikke helt længere.

Andre guldkorn inkluderer “du er bygget som en sprinter”, “du kan spise virkelig meget kød” og “du er meget værre i virkeligheden”.
Vi burde give hinanden flere komplimenter. Og når jeg siger vi, mener jeg alle andre. Og når jeg siger hinanden, mener jeg mig. Nogle gange trænger man bare til det. Det kan sagtens være løgn, jeg er efterhånden ikke så kritisk.

Det kan godt være derfor, jeg har gemt en lille, krøllet seddel fra for hundrede år siden, hvor der bare står “you’re the reason I drink coffee”.

Der er det helt tynde hen over blommen på min højre pegefinger. Der er nok røget nogle nerver i kampens hede. De to sting var mine første, og jeg græd slet ikke. Fra den dag holdt jeg op med at udhule kokosnødder.

Der er det, der ligner en aflang vabel på min venstre tommelfinger. Jeg fik det ved at skære skinke med en slagterkniv. Jeg lærte, hvor hurtigt man egentlig kan fylde en plasticpose med blod. Det tager ca 15 minutter plus-minus.

Så er der den sjove trekant på min højre ringfinger. Det er resultatet af en hobbykniv og en af de der skabeloner, man skærer efter, når man laver julepynt. Jeg har lært, at det ser hæsligt ud at have den slags hængende.

Jeg har de to prik-ar fra venflon. Et på hver hånd. Nogle gange leger jeg, at det er stigmata. Det gjorde ondt som ind i helvede, og næste gang vil jeg ærligt talt hellere dø af dehydrering og mangel på bredspektret antibiotika.

Der er det lidt klamme ar på min venstre ankel. Det er lysebrunt med hvide prikker. Som en hudtransplantation fra en giraf. Det er et af dem jeg har lært mest af. Man skal aldrig, aldrig, aldrig vaske sine gummistøvler med kogende vand, mens man stadig har dem på. Det er en virkelig lortagtig ide. Til gengæld tror jeg nok man får ekstra budding af sin farmor, hvis man gør det…så det er vel en afvejning, man må foretage.

Der er “det sorte område” som vel teknisk set ikke er et ar, men nærmere et stykke stiftblyant, som ingen har kunnet få ud af min finger. Det ligger der som en skygge og minder mig om, hvorfor jeg sjældent skriver ting i hånden, og at der er få ting i livet, som en kold øl ikke hjælper på.

Jeg har de tre blindtarms-ar på maven. Et af dem ligner, at nogen har lavet min navle til en løbegang med snor i. Efter sigende bliver de mere utydelige med tiden. Jeg er stadig bange for at et af dem en dag sprækker og mine tarme vælter ud. Jeg har lært, at når man har så ondt i maven, at man skriger og må have hjælp til at vende sig, er det ikke fordi man trænger til at slå en prut. Så er det fordi ens blindtarm er sprunget.

Jeg har de to streger på venstre arm, der ligner malplaceret cutting. I virkeligheden er de grunden til, at jeg ikke gider stryge ting længere.

Der er det nyeste, et flot minde på min pegefinger om, at man må gå ret meget igennem for at få en smørmad, og at jeg ikke egner mig til at være alene på kontoret. Med knive.

Og så er der det lille, hvide ar på siden af min venstre arm. Jeg aner ikke, hvor det kommer fra, men det gjorde garanteret ondt at få det.
Det irriterer mig til døde.

Jeg har lyst til at få langt hår og lære at spille guitar. Så ville jeg spille på sådan nogle små, røgfyldte steder, hvor lydmanden bare var den, der nu tændte på kontakten, og hvor der kun var en slags glas til alt. Jeg ville nok ikke have klistermærker på min guitarkasse. Men det ville helt sikkert være en kasse.

Jeg har lyst til at sætte mig på nogens bagagebærer og se, hvor vi skal hen. Uden at tage stilling til noget som helst. Selvom det vist mest var i 80′erne og 90′erne, at man sad bagpå hinanden.

Jeg har lyst til at blive en af dem, der stikker af kun med kontanter og pas. Jeg ville nok også tage min tandbørste med. Men ingen ville vide, hvor jeg tog hen. Så ville jeg bo i Argentina med min ven Diabetikeren, og vi ville ligge i hver sin hængekøje hele dagen og læse og drikke kaffe og snakke om livet. Og når folk så fandt os om 30 år, var vi helt pæne, og han havde panamahat på, og jeg var sådan en, der lavede ting i ler. Og vi var helt afklarede og spekulerede ikke længere over meningen med ting.

Jeg har lyst til at være mere som De Glade. De Glade, der har parvenner, som de kalder for vennepar. De Glade, der altid kan huske, hvordan de kom hjem i nat, og aldrig behøver først at kradse stivnet sprut af telefonen for at tjekke, om de har sendt beskeder til folk, de ikke skulle have kontaktet kl 03.30 en fredag nat. De Glade rummer ting, ordner ting og husker altid at støvsuge sofaen. De Glade læser Alt For Damerne og Euroman og kan godt klæde sig i lag-på-lag. De Glade spiser meget brunch og går mange ture. Sådan vil jeg også være.

Jeg har lyst til at sige mere end 20% af, hvad jeg tænker. Så ville jeg a) ikke tænke nær så meget, og b) nok have lavere blodtryk. Til gengæld ville jeg nok komme i en form for knibe. Så jeg siger næsten ingenting.

Jeg har lyst til at have den perfekte hemmelighed og ikke dele den med nogen. Det lyder totalt som noget Poul Krebs ville have skrevet.

Og vi snakker om reglerne for at være et ordentligt menneske, og ingen af os siger til den anden, at vi har overtrådt dem. Men det har vi nok. Og vi synger Sjæl i Flammer og er enige om, at det er præcis sådan vi har det. Og vi bliver enige om, at Lis Sørensen er lidt slidt, og at vi hører for lidt Michael Falch.

Og en af os spørger til en hemmelighed, og den anden svarer, og det er ikke længere en hemmelighed, men bare fakta.
Og vi snakker om dengang, og bliver enige om at det var meget bedre, men at vi er meget klogere nu.
Og vi snakker om, om man kan leve af kropssekreter alene (det kan man nok godt), og om det er ok kun at spise æg (det er det, men man vil nok blive fejlernæret og få dårlig mave).

Og solen varmer os i nakken, og vi snakker om, hvilken farve neglelak vi bedst kan lide.
Og vi peger på folk og siger de ser herrens ud, og vi er lige så stille godt klar over, at man kunne sige det samme om os.
Og en vil have en familie, og en anden vil være alene. Og vi snakker om den perfekte drømmeverden og hvad vi ville gøre med 10 millioner.

Og vi snakker om salat og om, hvorfor nogen vælger at være vegetarer, når nu kød smager så godt.
Og så skriver vi en sang, og aftaler, hvem der skal snave hvilke bandmedlemmer, men vi kommer altid lidt op at toppes om leadguitaristen, en ofte overset mulighed, fordi alle altid bare vælger forsangeren og hans skide rytmeguitar.
Og vi er enige om, at vi aldrig ville vælge trommeslageren.
Og vi tager billeder af vores fødder, og der bliver spurgt “er du bange”. Og der bliver svaret “ja”, og så taler vi ikke mere om det.
Og vi bliver enige om, at vi nok ikke er extensiontyperne, og at det er lidt en skam, når man nu gerne vil have langt, honningfarvet hår, der ser helt fantastisk ud, når man svinger det under gadelygternes skær en sommeraften (se det lige for dig, ikke. Der er gult lys over det hele, og man er slet ikke bleg, og måske har man endda hvidt tøj på uden pletter. Det er sådan man bliver forelsket i folk. Det er det.).

Og vi snakker om, at vi ikke er sådan nogle der kæmper for ting, og om, hvor dejligt det er at have en opvaskemaskine.
Og vi snakker om, om vi mon er idiotmagneter, og om man godt må sige nej til gratis drinks (det må man gerne).
Og vi snakker om yndlingssange, der føles som mavepumpere, og ting, der ikke er lette at forklare. Og så hører vi bare TV2 i stedet, fordi alle kan lide Steffen Brandt.

Og når det er slut, lugter vi lidt brændt, og lidt af jord og frisk luft, og vi opdager, at vi har glemt at tage solcreme på.

Men hvad skal denne her bedsteven så kunne? “aaarj, men deeeet er jo noget med at spise is og snakke om mænd og gå laaaange tuuuure”. Gu er det da ej. “nååå, men såååå er det noget med at have kleenex klar og gå ud og hore sammen”. Nej det er sgu da heller ikke. For det første kan bedsvennen sagtens være en mand, hvilket godt kan vanskeliggøre hele sushi-og-hvidvin-og-mænd-er-irriterende-konceptet lidt. For det andet er det alt for uambitiøst bare at bruge bedstevennen til at tude og drikke sig fuld og lave middelmådige scoringer med. Step it sgu da lige lidt op.

Og inden du dør af fortvivlelse over ikke at vide, hvad en bedsteven SÅ er for en, har jeg naturligvis lavet en liste over ting, en rigtig ven gør.

En rigtig ven…

• Giver dig en øl præcis når du har allermest brug for det.
• Holder dine ben.
• Forklarer, hvilken slags kræft, der ville være bedst at få, hvis man skulle vælge en.
• Cykler med, når du løber.
• Giver klar besked. Og ikke nødvendigvis om sund fornuft.
• Skriver en sang.
• Lærer dig nye ting.
• Spørger ikke altid hvorfor.
• Holder fjernbetjeningen.
• Vil med til Argentina og ligge i en hængekøje og snakke om bøger og livet og kaffe og hvilken 5 o’clock man skal have.
• Googler idiotsange på nye sprog, når du er ked af det.
• Siger det, når du lugter godt.
• Savner dig.
• Synes virkelig også Julia Ormond er dødirriterende i Legendernes Tid.
• Synes nogle gange du er en idiot.
• Synes ofte, du er et af de sejeste mennesker på jorden.
• Ved godt, du ikke mener halvdelen.
• Ved lige præcis, hvad du mener.
• Snyder aldrig i legen.
• Roser dig, når du synger andenstemme.

Så hvis du ikke allerede har en eller flere, der er sådan, vil jeg råde dig til at smide sushien og kleenexen og skride ud og finde en. De er pissegode at have.

Eller når man spillede det der lortagtige kortspil, hvor det gælder om at gøre et eller andet helt vildt hurtigt og slå i bordet og kaste med kort, hvor mange gange sad man ikke bare der og gloede, fordi man ikke var klar, da det blev råbt “NUU!!”, og alle begyndte at sortere kort og se spændte ud?

Al- fucking -tid, er svaret. Altid. Jeg stod altid tilbage og gloede og råbte “start lige igen, jeg var sgu da ikke klar!”. Primært fordi ingen sagde “En-to-tre-nu”, “Vi starter om tre sekunder” eller “Er du klar? Det er nu”. Hvis de gjorde, hørte jeg det ikke lige.

Når man så bliver voksen, og heldigvis kan slippe for 60m-løb og lortagtige kortspil, tror man, at nu bliver det bedre. Nu er man altid forberedt, nu gør man alt med vilje, og nu har man en stor pose med lort, som man har styr på. Og hvis man taber posen med lort, har man i det mindste altid lige en fugtig klud at tørre op med.

Hvordan kan det så være, at jeg stadig ikke er klar? Jeg er ikke forberedt på noget, jeg gør næsten ikke noget med vilje, den store pose med lort er helt vildt tung, og jeg har ingen fugtig klud at tørre op med.

Alle andre sponser eller kaster med kort og ser spændte ud, og jeg er overhovedet ikke klar. Jeg står stadig og regner med, at man ikke beslutter ting, hvis man ikke har sat sig ned og besluttet sig for at beslutte det, jeg tror stadig på, at der kun sker specielle ting på dage, der føles specielle, og jeg tror stadig på, at ting ikke gælder, hvis man ikke har sagt det højt mindst tre gange. Er det ikke sådan det fungerer? For hvis det ikke er, vil jeg egentlig gerne lige have en kopi af reglerne.

Eller måske kan vi bare lige starte igen? Jeg lover, jeg er klar næste gang. Altså hvis der bliver talt for.

Det store problem er bare, at der aldrig kommer et øjeblik, der er er helt rigtigt. Ikke når andre mennesker er med i ligningen med alle deres idiottendenser. Det der øjeblik, hvor hele øllen kan være i glasset. Eller hvor man løber, og rammer det track på playlisten med det perfekte beat. Eller når man finder en skive, man ikke har hørt siden man var i slutningen af starten af tyverne og opdager, at man stadig kan alle teksterne (og at det heldigvis ikke nødvendigvis er “lige sådan jeg har det” længere, men at man bare godt kan lide lyden). Den slags ville aldrig ske, hvis andre mennesker skulle ind over med deres store idioti og deres skærebrænderstemmer og deres mærkelige spørgsmål.

Det helt rigtige øjeblik ville være det øjeblik, hvor man bare kunne lukke op for posen, og det hele passede.

Øjeblikket efter det helt rigtige øjeblik ville være virkelig akavet på den måde.

“Nå, men skal du så ikke sove mere, hva’?” -kunne man sige. Næ, det tror jeg faktisk ikke jeg skal. Der er hundrede fordele, og kun et par ganske små ulemper ved at stå op kl 5 om morgenen. Hundrede fordele såsom:

• Jeg når mere.
• Jeg får set den sene Deadline næsten hver aften.
• Jeg er blevet en megacheap drunk.
• Jeg har endelig tid til at tage neglelak på på en hverdag OG vente på at det tørrer.
• Jeg får hørt meget mere musik, fordi den der stilhed mellem 4 og 5 godt kan være lidt ulidelig.
• Jeg er i fred i meget mere af min vågne tid, end hvis jeg kun var vågen 8-22.
• Jeg har ikke længere ondt i den der muskel i hoften, som man åbenbart bruger til at…ligge ned med?

Ulemperne er pissesmå og primært forbundet til at jeg heller ikke rigtigt sover, indtil jeg står op. Men de er pissesmå. Det gør jo ikke så meget, at jeg altid har en puls på 160, at jeg har fået den der hoste, som sidder fast med pigtråd et sted nede i brystkassen eller at jeg nogle gange lyder som om jeg er fuld, selvom jeg i virkeligheden bare er træt.

Det, der i virkeligheden gør mig noget, er måden, jeg har lyst til at tude over alt på. Over at netforbindelsen i toget er røget, over at folk har digitalure, over at min telefon ikke har ringet i tre dage (tre dage! 3!), over at der er is på havet eller over at jeg ikke ved, om jeg har lyst til at spise fisk eller kylling til aften.

Jeg har lyst til at nogen ville tage mig sammen, for jeg kan tydeligvis ikke selv. Uden at tude.

I tidernes morgen havde jeg tykt, halmfarvet hår ned over skuldrene (det var også dengang jeg boede på landet. Det er en slags uniform, tror jeg). En dag klippede jeg det af og farvede det mørkt. Når jeg sidder hos frisøren og siger “jeg vil gerne have det langt og honningfarvet, og gerne pronto”, så mener jeg det faktisk. 100%. Men jeg har malet hele gulvet i en skidenbrun farve, og jeg kan ikke komme ud uden at jappe over det hele og ligne en, der burde hedde Tatiana og gå i bodystocking med knapper i skridtet.

Og så sidder man der i sit hjørne og glor på gulvfarven, som man nok egentlig allerede er lidt træt af. Men man kan jo ikke så godt vade hen over gulvet og sætte skidenbrune fodaftryk i hele huset, så man bliver bare siddende. Og ser på maling der tørrer. Og er sur over at man er sur og korthåret. Og jeg er egentlig skideligeglad med at det ikke er konstruktivt.

I løbet af den sidste uge har jeg fået to af den slags, der fjerner malingen langs væggen, så man godt kan komme ud, hvis man kanter sig. Et “jeg savner dig”, fra en, man faktisk er lidt stolt over at blive savnet af, og et  ”du var lige den eneste jeg kunne komme i tanke om, som kan forstå, hvordan jeg har det, og den eneste jeg har lyst til at tale med”. Og når andre glemmer, at jeg i virkeligheden er skideligeglad og sur over alt lige fra vejret til ting jeg selv har bestemt, så glemmer jeg det også selv. I 5 minutter.

Med mindre de er den type, der aldrig er sur, om som bare sidder lige så stille og rummer alt og alle. Det er dumt og urealistisk, og jeg håber virkelig de også nogle gange har lyst til at gå ud på toilettet og tude, og at de lyver mindst en gang om dagen. Og at de også engang har prøvet at male gulvet en helt forfærdelig farve, som de fortrød i hundrede år.
Alt andet ville være urealistisk.