Men hvad skal denne her bedsteven så kunne? “aaarj, men deeeet er jo noget med at spise is og snakke om mænd og gå laaaange tuuuure”. Gu er det da ej. “nååå, men såååå er det noget med at have kleenex klar og gå ud og hore sammen”. Nej det er sgu da heller ikke. For det første kan bedsvennen sagtens være en mand, hvilket godt kan vanskeliggøre hele sushi-og-hvidvin-og-mænd-er-irriterende-konceptet lidt. For det andet er det alt for uambitiøst bare at bruge bedstevennen til at tude og drikke sig fuld og lave middelmådige scoringer med. Step it sgu da lige lidt op.

Og inden du dør af fortvivlelse over ikke at vide, hvad en bedsteven SÅ er for en, har jeg naturligvis lavet en liste over ting, en rigtig ven gør.

En rigtig ven…

• Giver dig en øl præcis når du har allermest brug for det.
• Holder dine ben.
• Forklarer, hvilken slags kræft, der ville være bedst at få, hvis man skulle vælge en.
• Cykler med, når du løber.
• Giver klar besked. Og ikke nødvendigvis om sund fornuft.
• Skriver en sang.
• Lærer dig nye ting.
• Spørger ikke altid hvorfor.
• Holder fjernbetjeningen.
• Vil med til Argentina og ligge i en hængekøje og snakke om bøger og livet og kaffe og hvilken 5 o’clock man skal have.
• Googler idiotsange på nye sprog, når du er ked af det.
• Siger det, når du lugter godt.
• Savner dig.
• Synes virkelig også Julia Ormond er dødirriterende i Legendernes Tid.
• Synes nogle gange du er en idiot.
• Synes ofte, du er et af de sejeste mennesker på jorden.
• Ved godt, du ikke mener halvdelen.
• Ved lige præcis, hvad du mener.
• Snyder aldrig i legen.
• Roser dig, når du synger andenstemme.

Så hvis du ikke allerede har en eller flere, der er sådan, vil jeg råde dig til at smide sushien og kleenexen og skride ud og finde en. De er pissegode at have.

Eller når man spillede det der lortagtige kortspil, hvor det gælder om at gøre et eller andet helt vildt hurtigt og slå i bordet og kaste med kort, hvor mange gange sad man ikke bare der og gloede, fordi man ikke var klar, da det blev råbt “NUU!!”, og alle begyndte at sortere kort og se spændte ud?

Al- fucking -tid, er svaret. Altid. Jeg stod altid tilbage og gloede og råbte “start lige igen, jeg var sgu da ikke klar!”. Primært fordi ingen sagde “En-to-tre-nu”, “Vi starter om tre sekunder” eller “Er du klar? Det er nu”. Hvis de gjorde, hørte jeg det ikke lige.

Når man så bliver voksen, og heldigvis kan slippe for 60m-løb og lortagtige kortspil, tror man, at nu bliver det bedre. Nu er man altid forberedt, nu gør man alt med vilje, og nu har man en stor pose med lort, som man har styr på. Og hvis man taber posen med lort, har man i det mindste altid lige en fugtig klud at tørre op med.

Hvordan kan det så være, at jeg stadig ikke er klar? Jeg er ikke forberedt på noget, jeg gør næsten ikke noget med vilje, den store pose med lort er helt vildt tung, og jeg har ingen fugtig klud at tørre op med.

Alle andre sponser eller kaster med kort og ser spændte ud, og jeg er overhovedet ikke klar. Jeg står stadig og regner med, at man ikke beslutter ting, hvis man ikke har sat sig ned og besluttet sig for at beslutte det, jeg tror stadig på, at der kun sker specielle ting på dage, der føles specielle, og jeg tror stadig på, at ting ikke gælder, hvis man ikke har sagt det højt mindst tre gange. Er det ikke sådan det fungerer? For hvis det ikke er, vil jeg egentlig gerne lige have en kopi af reglerne.

Eller måske kan vi bare lige starte igen? Jeg lover, jeg er klar næste gang. Altså hvis der bliver talt for.

Det store problem er bare, at der aldrig kommer et øjeblik, der er er helt rigtigt. Ikke når andre mennesker er med i ligningen med alle deres idiottendenser. Det der øjeblik, hvor hele øllen kan være i glasset. Eller hvor man løber, og rammer det track på playlisten med det perfekte beat. Eller når man finder en skive, man ikke har hørt siden man var i slutningen af starten af tyverne og opdager, at man stadig kan alle teksterne (og at det heldigvis ikke nødvendigvis er “lige sådan jeg har det” længere, men at man bare godt kan lide lyden). Den slags ville aldrig ske, hvis andre mennesker skulle ind over med deres store idioti og deres skærebrænderstemmer og deres mærkelige spørgsmål.

Det helt rigtige øjeblik ville være det øjeblik, hvor man bare kunne lukke op for posen, og det hele passede.

Øjeblikket efter det helt rigtige øjeblik ville være virkelig akavet på den måde.

“Nå, men skal du så ikke sove mere, hva’?” -kunne man sige. Næ, det tror jeg faktisk ikke jeg skal. Der er hundrede fordele, og kun et par ganske små ulemper ved at stå op kl 5 om morgenen. Hundrede fordele såsom:

• Jeg når mere.
• Jeg får set den sene Deadline næsten hver aften.
• Jeg er blevet en megacheap drunk.
• Jeg har endelig tid til at tage neglelak på på en hverdag OG vente på at det tørrer.
• Jeg får hørt meget mere musik, fordi den der stilhed mellem 4 og 5 godt kan være lidt ulidelig.
• Jeg er i fred i meget mere af min vågne tid, end hvis jeg kun var vågen 8-22.
• Jeg har ikke længere ondt i den der muskel i hoften, som man åbenbart bruger til at…ligge ned med?

Ulemperne er pissesmå og primært forbundet til at jeg heller ikke rigtigt sover, indtil jeg står op. Men de er pissesmå. Det gør jo ikke så meget, at jeg altid har en puls på 160, at jeg har fået den der hoste, som sidder fast med pigtråd et sted nede i brystkassen eller at jeg nogle gange lyder som om jeg er fuld, selvom jeg i virkeligheden bare er træt.

Det, der i virkeligheden gør mig noget, er måden, jeg har lyst til at tude over alt på. Over at netforbindelsen i toget er røget, over at folk har digitalure, over at min telefon ikke har ringet i tre dage (tre dage! 3!), over at der er is på havet eller over at jeg ikke ved, om jeg har lyst til at spise fisk eller kylling til aften.

Jeg har lyst til at nogen ville tage mig sammen, for jeg kan tydeligvis ikke selv. Uden at tude.

I tidernes morgen havde jeg tykt, halmfarvet hår ned over skuldrene (det var også dengang jeg boede på landet. Det er en slags uniform, tror jeg). En dag klippede jeg det af og farvede det mørkt. Når jeg sidder hos frisøren og siger “jeg vil gerne have det langt og honningfarvet, og gerne pronto”, så mener jeg det faktisk. 100%. Men jeg har malet hele gulvet i en skidenbrun farve, og jeg kan ikke komme ud uden at jappe over det hele og ligne en, der burde hedde Tatiana og gå i bodystocking med knapper i skridtet.

Og så sidder man der i sit hjørne og glor på gulvfarven, som man nok egentlig allerede er lidt træt af. Men man kan jo ikke så godt vade hen over gulvet og sætte skidenbrune fodaftryk i hele huset, så man bliver bare siddende. Og ser på maling der tørrer. Og er sur over at man er sur og korthåret. Og jeg er egentlig skideligeglad med at det ikke er konstruktivt.

I løbet af den sidste uge har jeg fået to af den slags, der fjerner malingen langs væggen, så man godt kan komme ud, hvis man kanter sig. Et “jeg savner dig”, fra en, man faktisk er lidt stolt over at blive savnet af, og et  ”du var lige den eneste jeg kunne komme i tanke om, som kan forstå, hvordan jeg har det, og den eneste jeg har lyst til at tale med”. Og når andre glemmer, at jeg i virkeligheden er skideligeglad og sur over alt lige fra vejret til ting jeg selv har bestemt, så glemmer jeg det også selv. I 5 minutter.

Med mindre de er den type, der aldrig er sur, om som bare sidder lige så stille og rummer alt og alle. Det er dumt og urealistisk, og jeg håber virkelig de også nogle gange har lyst til at gå ud på toilettet og tude, og at de lyver mindst en gang om dagen. Og at de også engang har prøvet at male gulvet en helt forfærdelig farve, som de fortrød i hundrede år.
Alt andet ville være urealistisk.

1. …Keira Knightley…?
2. Ostehaps.
3. Hvem rydder op efter Jamie Oliver?
4. Forskellen på en økonomiminister og en finansminister.
5. Aktier. For det er jo bare noget vi leger. Nogen må jo have fundet på reglerne på et tidspunkt, og bare tænkt “nårh ja, det virker vel meget godt”.
6. Hvorfor de fleste, også selvom de siger de hader ham, har danset ægte kinddans til en Kim Larsen-sang på et eller andet tidspunkt. Og nydt det.
7. Er det med vilje at figenpålæg ligner pålægchokolade? Og er det for at snyde idioterne?
8. Hvorfor man nogle gange kan mærke pulsen helt oppe i den bløde del af halsen. Og andre gange slet ikke…
9. Hvorfor nogen helt alvorligt siger “på den lange bane” eller “i den ideelle verden”.
10. Findes der nogen, der *ikke* kan lide at flyve med drage?

Og sådan kan man (åbenbart) blive ved til man er helt svimmel og stadig lige undrende. Måske endda lidt dummere, hvis det er gået helt ad helvede til.

Der er grundlæggende tre typer, som 100% selv er skyld i deres ulykke:

• Idioten

Idioten er 100% idiot. Han (eller hun. Men mest han) er næsten altid en idiot, der overvurderer sig selv på det groveste. Han har ingen alder, for hvis man spørger ham, er han 21 hele livet. Det kan man ret hurtigt se er løgn. Idioten synes selv han er omringet af idioter, og at han selv er verdensmesteren, der bærer verden på sine skuldre. Derfor kan idioten også hurtigt kamme over i Kæmpeoffer. Det klæder ikke nogen, og slet ikke en Idiot.

• I 2011 blev jeg meget rarere. Hvis jeg selv skal sige det. Paradoksalt nok blev jeg også oftere sur. Men i de små øjeblikke, hvor jeg ikke er ret sur, er jeg meget rarere nu end i 2010.
• Jeg blev også meget klogere i 2011. Min hjerne er ca vokset 80%, og jeg har stort set altid ret. I alt.
• I 2011 blev jeg en dårligere ven for et par stykker, men en meget bedre en for lidt flere. Og så ender regnskabet jo med plus.
• Jeg lærte ikke at tælle til 10 og acceptere at andre mennesker ikke altid er assholes, der prøver at irritere med vilje. Det synes jeg tit stadigvæk. Nogen ville sige at man burde øve sig på at blive mere rummelig og favnende. Det gider jeg ikke.
• Jeg lærte at nyde sherry i 2011. Og snegle. Kager med sprut i mangler jeg stadig.
• Jeg fandt et lyst hår i sofaen og konstaterede, at jeg nok er ved at blive gråhåret.
• I 2011 købte jeg min første voksencykelhjelm. Det føltes godt, og kun lidt nørdet. Men hvor kikset ville det lige være at ligge med hjernemasse ud over hele fortovet, hvis Steffen Brandt kom forbi? Så hellere stå og vinke med en lidt for stramt spændt cykelhjelm. Just in case.
• Jeg nåede aldrig at få tjekket mit blodtryk i 2011. Så svimmelhed og halsdunken må vente med at blive kureret til næste år. Det urealistiske alternativ ville være at folk holdt op med at være idioter, så jeg altid var helt rolig. Men det er åbenbart for meget at forlange at ALLE man omgiver sig med skal have en hjerne OG bruge den. Så det går ikke.
• 2011 var året hvor jeg genopdagede øllebrød. Det er virkelig et dejligt bekendtskab.
• I 2011 blev jeg sammenlignet med Elvis, Baune fra Drengene fra Angora og Natalie Imbruglia. Jeg sætter mest pris på dem i nævnte rækkefølge.
• Jeg havde tre maveinfektioner, en forkølelse, noget med syre og X antal migræner i 2011. Og flere tømmermænd end jeg plejer.
• I 2011 begyndte jeg at lære, at nogle få mennesker faktisk godt kan ting, og at man ikke behøver gøre alting selv. Ikke altid, i hvert fald.
• Jeg sendte blomster til min mor i 2011. Bare fordi. Det føltes flinkt.
• 2011 blev  ikke året hvor jeg lærte at lave suppe uden at snyde. Så det må jeg jo bruge hele 2012 på.

Det var listen. Facit må være at jeg er lidt flinkere, lidt grimmere, lidt rundere og lidt ældre end for et år siden. Og det er ok.

Godt nytår. Når nu det skal være.

Og lige et godt tip til i morgen, som min onde stedmor har lært mig; når du kaster op og har spanden med i sofaen eller sengen, så brug lige en skraldepose i den. Det er MEGET lettere at gøre rent. Hun er et af de mest praktiske mennesker jeg kender.

Men jeg ved godt at andre æælsker ønskesedler (det er nok også de samme som faktisk godt kan lide at tale om, hvor julestressede de bliver, for så kan man høre, at de kender mange og har travlt og har Den Perfekte Jul). Så nu får du min. Det eneste, jeg ønsker mig til jul:

• At du (og alle andre) for Guds skyld holder OP med at deltage i latterlige konkurrencer på Facebook, hvor du skal reposte, tagge eller på andre måder dele noget som helst om økologisk børnetøj, stof, interiør eller kropspleje.
• At mine overboer kommer lidt ud. Såsom nogensinde.
• Sådan en børste til lammeskind.
• At alle, der bruger varianter af “at jule” får stoppet en knytnæve langt ind i munden og derfor holder op. Øjeblikkeligt.
• At det snart var 2. januar, så både jul og nytår var overstået uden at jeg havde opdaget, hvor helt igennem elendige begge koncepter er.
• At DR, TV2 og hvem der nu har ansvaret for sommertid bare gav op og rettede ind, så børnefamilierne i det mindste ikke havde tiden og sendetidspunkterne for julekalenderne at gå i spåner over, og der kun var…flexrente og madpakker tilbage?
• En stegeso.
• At man kunne slukke for andre mennesker. Bare et par timer. Eller en dag. Max to.
• At Alene Hjemme for en gangs skyld IKKE blev sendt op til jul.
• At jeg aldrig behøver læse en bog af Jane Aamund.
• Den store TV-pakke og to måneders ferie.

Sådan der. Skulle vi så ikke sige, at jeg ikke behøver skrive en ønskeseddel igen før jeg har fået alt på den første seddel?

Hold kæft, jeg har lyst til en sildemad.

Jeg var klar til at sidde hele dagen og skutte mig og fylde 100 indkøbskurve på nettet og tømme dem igen fordi jeg fik dårlig pengesamvittighed. Jeg var klar til at mose ting og spise dem, fordi alle ved at man ikke kan tygge, når det er uvejr. Jeg er dybt, dybt skuffet. Tit opdager man ikke det har stormet, før der er væltede træer som breaking news på TV2.

Ligesom  den der sammenkogte, man selv har fundet på? Den lyder megagod inde i hovedet, og man går og venter og venter og venter på at den er simret sønder og sammen, så man kan skovle den ind. Og så mangler der et eller andet. Den er ikke så god som man troede og man har igen glemt at man sgu da ikke putter knoldselleri i, og at der aldrig er kød nok. Og så er det, man har gået og ventet på, mest bare sådan noget man spiser (med brændt tunge) mens man ser fjernsyn, fordi man er ved at brække sig af sult og alternativet er leverpostejsmadder. Uden surt. Dagen efter smager det til gengæld så godt at man kan spise det koldt, stående foran køleskabet og man ved ikke helt, hvornår det begyndte at smage så godt, for i går smagte det i hvert fald værre end noget en flok 11-årige havde mudret sammen med deres snavsede, små fingre i et skolekøkken. Uden salt.

Og så kan du iøvrigt drage 16.000 paralleller mellem ovenstående sammenkogte, Efterårsstormen Der Fes Ud og voksenhed. Bare hvis det nu skulle være. Jeg ved godt jeg er voksen. Mest fordi jeg ikke kan score en 20-årig selvom jeg prøvede, fordi jeg spiser øllebrød til morgenmad og fordi jeg sparer op til min pension. Jeg gad bare godt have haft besked om da det skete.

Så blandt andet derfor er jeg skidetræt af at vente på den efterhånden ret opreklamerede efterårsstorm. De kunne godt tage at lave en sms-kæde eller noget, når de der vigtige ting sker. Så kunne det være man havde en chance for at opdage det og ikke bare sidde her og dø indeni af skuffelse.