Skip to content

Fesent, forsømt forår

by Helle on April 23rd, 2011

Jeg gad god melde mig i koret der vræler “iiih, hvor er det dejligt at det er forår, NU skal vi i haven og spise ting med æg og hoppe på kæmpetrampolin og snakke om, hvor hyggeligt vi har det i vores hyggelige familie”. Jeg kan nok desværre bare ikke være med. Fordi jeg ikke har det hyggeligt, fordi jeg dør af dårlig samvittighed, og fordi jeg hader kæmpetrampoliner. Af hele mit hjerte.

Der er det klassiske problem alle studerende har; når det bliver forår, bliver det også lig en dødsspiral af eksamensstress, præstationsangst og ting man liiiige skal læse og dårlig samvittighed over det man ikke når. Og det gør det jo ikke bedre at det er den sidste eksamen nogensinde, og dermed også den sidste chance nogensinde for at overbevise mig selv og resten af verden om , at jeg ER genial og ikke bare sådan mellem. Jeg vil helst være alt anden end bare sådan mellem.

Der er også mit helt eget problem; jeg gider ikke være sammen med min familie. Både fordi jeg er skilsmissevoksen, men også fordi jeg godt ved, at vi ikke hygger os. Vi konkurrerer om, hvem der kan være surest i længst tid og mest uimponeret over andres bedrifter. Vi er også glade for at ringforlove os med grimme mennesker, få børn i flæng og bo i betonghettoer/huse ved hovedvejen. Og for at ryge cigaretter, når vi er sure/gravide. Noget de fleste af os er ret tit. Vi er også glade for at bagtale dem, der ikke er til stede. Resultatet er at jeg har accepteret at blive bagtalt af storrygende, ringforlovede, sure mennesker, og derfor er blevet hjemme hos mig selv. Hvor jeg ikke er (ret) sur, og hvor man faktisk får anerkendelse for seje ting, og hvor ingen (der ellers skulle forestille at kende mig) spørger “hvad er det nu liiiige du laver?”, “hvad læser du egentlig til?” og “når du nu arbejder med computere, kan du så ikke installere det der antivirus på min?”.

Et af de største forårsproblemer jeg har er at jeg ikke har en have. Jeg har en altan, som jeg har fyldt med så mange krukker at man faktisk ikke kan være der. Slet ikke to voksne mennesker. Hvert år dør jeg lidt af stress, hvis alle frøene ikke spirer, og når de er spiret, dør jeg lidt af stress over, at der går lus i hele lortet. Jeg er ikke for fin til at sylte haven ind i sur mælk, så der lugter lidt af gylp (det hjælper iøvrigt overhovedet ikke). Men når jeg bliver ægte voksen engang…SÅ skal jeg have en ægte have, og så får Claus Dalby kam til sit hår (jeg er selvfølgelig utroligt hip og storbyagtig, og læser selvfølgelig ikke haveblogs og drømmer om at blive ven med Havekongen Claus, så jeg kan sidde i hans have og lugte til alle hans blomster. Overhovedet. Det ville ikke gøre mig 60% lykkeligere. På nogen måde.).

Det er de største forårsproblemer i verden. Hvis bare jeg dog havde en normal, æggespisende familie, en stor have og en kæmpetrampolin. Så var min lykke gjort. Ja, det var den altså.

4 Comments
  1. Har du ikke en park i nærheden hvor det er muligt at læse?

    Ingen familie, sol, forår, ingen dårlig samvittighed, forhåbentlig ingen trampoliner.

  2. Øv. Nå, men så håber jeg, at din sommer kommer til at sparke røv. Helt uden grimme, sure mennesker.

    Held og lykke med eksamen.

  3. #HDK to the rescue. Jeg har en have du kan være sur i.

  4. Helle permalink

    True, parker er trampolinfrie, men til gengæld skal man bade sig i håndsprit, hvis man vil på toilettet. -men jeg hepper alligevel på at sommeren slår påsken. Det bliver ikke ret svært.

    -og hvis der er lagt op til #HDK-havefest med surmuleri, er jeg på. Og også skidesur.

Leave a Reply

Note: XHTML is allowed. Your email address will never be published.

Subscribe to this comment feed via RSS