Skip to content

Hvordan man gemmer et lig

by Helle on October 23rd, 2012

Jeg tvang mig selv til at løbe i går. Den lange tur. Det er sådan noget voksne gør. De motionerer, fordi de “baaare ikke kan lade være”. Jeg kan godt lade være. Men nu gjorde jeg det altså. Jeg løb.
Ned ad Vejen Fra Helvede, forbi Pizza-snasken, hvor de fattige henter pomfritter til deres børn. Forbi Stedet Jeg Virkelig Ikke Gad Bo, og forbi Verdens Mindste Rækkehuse, Hvor Folk Burde Bruge Gardiner. Rundt i svinget og op ad den lille bakke. Over vejen og over rabatten (hvor man, hvis man er den type, lige kan lade lidt som om man har virkelig lange ben og er længdespringer. Den slags gør jeg naturligvis ikke.) og så op til enden af vejen. Og så begynder helvedesdelen af turen.

Det er lidt mørkt, og trappen ned til stien er dækket af blade. Der er buske og træer på begge sider, og selvom man lader som om man er sådan en der træner på trapper, er man allerede nu lidt bange.

Så kommer man ned på stien, og der er helt mørkt. På højre side er sump og å og på den anden side er træer og en høj skrænt, der fører op til jernbanen. Løber man lidt længere hen, er der en gammelt hegn på venstre side, hvor ståltråden er brækket af nogle af pælene, og krøller sådan lidt spastisk op i luften. Og det er ca her, dødsangsten får en til at løbe virkelig hurtigt.

Mens man løber der og tænker, at en psykopatisk morder, der ved, at lige præcis i dag, gik man sent fra arbejde og var nødt til at løbe i mørke, helt sikkert ville bruge det der løse hegnstråd til at kvæle en med, kommer man længere hen, hvor træerne lukker lidt til foroven, og det bliver endnu mørkere.

Når man så er ca. halvvejs, har man komponeret overskrifter på Ekstrabladet om ens forsvinden, og man tænker over, om nogen kan huske at de har set en på vejen, og om ham derhjemme kan huske, hvad man har på, så han kan beskrive det til politiet. Det kommer man frem til at han nok ikke kan, så man løber lidt hurtigere.

Så komme rman derhen, hvor stien drejer lidt, og hvor der er væltede træer i noget sump-arrangement til højre. Det er her, man ville blive fundet med ansigtet ned i vandet. Så tænker man lidt på, om man ville kunne sprinte fra psykopaten, om man mon ville kunne tæve ham, eller om man skal bruge herpes-strategien. Nu løber man ret stærkt. Også selvom det gå op ad bakke. Kommer der en cyklist forbi på dette tidspunkt, kommer pulsen op over 190.

Nu spurter man så meget, at man er nået hen til broerne. Men man er ikke helt i sikkerhed endnu, for man skal under dem, og der kan stå alle mulige psykopater i mørket og vente, eller nogen kan have spændt stålwirer ud, så man bliver halshugget eller bare næsten kvalt. Og så ender man i vandet. Med ansigtet ned. Så man sponser lidt mere.

Nu er man nået derhen, hvor der er lygter, og hvor folk går ture i par, og hvor der er kolonihavehuse, og så ved man endelig, at der nok skal være nogen, der hører ens skrig. Og de pæne, unge mænd, der løber der, er den type, der sagtens ville kunne tæve en psykopat. Resten af vejen hjem tænker man, at hvis jeg skulle gemme et lig, ville jeg gøre det ude på det mørke stykke.

Når man så kommer hjem, opdager man at man nok har løbet så hurtigt fra den imaginære morder, at man har fået lidt unaturligt ondt i låret og ikke går sådan helt vildt godt. Til gengæld har man så fundet det perfekte sted at gemme et lig. Og så går det vel lige op.

5 Comments
  1. Hvor var det modigt. Og man ved aldrig, hvornår man kunne få brug for at gemme et lig, jo.
    Jeg elsker din beskrivelse. Er selv lige kommet hjem fra en mørke-løbetur på Amager Fælled, hvor der myldrer med voldtægtsmænd med pistoler. Det ved alle.

  2. Håhr, hvor godt (be)skrevet!

  3. Bosse permalink

    Du skriver så godt! Og sjovt!
    (og lidt for sjældent)

  4. Pernille permalink

    Hahahahahaha – jeg dør af grin. Fordi det er så godt og morsomt skrevet. Og lidt af lettelse over, at det ikke kun er mig, der løber sådan en tur. Og så lidt over min forestilling om hvad fanden ‘herpes-strategien’ er?!

Leave a Reply

Note: XHTML is allowed. Your email address will never be published.

Subscribe to this comment feed via RSS