Skip to content

“Ja hej det er mor!” -og hvorfor skilsmissevoksne ikke kan lide jul

by Helle on November 13th, 2010

Hende: “Ja hej det er mor. Jeg ville ikke noget.”

Meget lang pause. Utroligt lang pause.

Mig: “Nå.”

Meget lang pause.

Hende: “Nå men altså har I tænkt på jul? Hvad skal I til jul?”

Mig: “Det sædvanlige? Det er august, kan vi ikke lige…”

Hende:”jo, jo, vi kan jo også bare aflyse det hele!” [oooog HER kommer Skylden krabbende gennem telefonen]

-og sådan en samtale har jeg med min mor hvert evigt eneste år en gang om måneden fra august, og til jeg bukker under og siger, at jeg kommer til jul, at Manden passer sin egen familie, og at jeg [for fanden da] ikke ved hvad mine ringforlovede, pussywhipped, weekendfar-udøvende brødre regner med at lave juleaften. Og så er julen alligevel ikke aflyst, og man kan nu ringe og snakke om, hvor hyggeligt det bliver. Og når jeg siger “man”, mener jeg min mor.

Man skulle tro, at man som skilsmissevoksen netop var voksen nok til selv at sige til og fra og ikke have skyldfølelse over julearrangement fra september til februar. Men så voksen er jeg altså ikke. Jeg dør af skyld, hvis min mor ikke synes det har  været verdens sjoveste juleaften, hvis jeg ikke spiser nok and, og hvis jeg ikke fordeler dagene mellem jul og nytår ligeligt mellem mine forældre.

Det resulterer i at jeg er skidesur på alt og alle fra omkring d. 20. december og til nytårsaften. Jeg bliver sur over at skulle tage toget ud på landet for at sove på gulvet. Jeg bliver hysterisk, hvis min storebror får flere brunede kartofler end jeg gør. Jeg bliver sur, når min lillebror ikke vil dele gaver ud (for det SKAL altså være den yngste!). Jeg bliver sur, når mine yngre brødre spiser alle resterne af julemaden, fordi de kom hjem i en brandert, og jeg bliver sur over at ingen har koordineret mandelgaven, så man ender med to gaver.  -Men mest af alt bliver jeg skidesur fordi jeg er den eneste der er ved at dø af skyld.

I princippet gad jeg godt bare holde jul alene, eller i de varme lande. Manden siger, jeg ville dø af skyldfølelse. Han har nok ret. Måske kunne jeg også bare øve mig i at indse, at verden (og julen) ikke står og falder med mig, og at det er folks (og når jeg siger “folks” mener jeg min mors) eget ansvar at have det rart.

Og så alligevel. Der er så meget arbejde i sådan noget med at indse ting. Jeg tror bare jeg vælger at være mut og teenagesur skilsmissevoksen og hade julen lige indtil 29. december, hvor jeg kan sidde i min sofa og være lettet over at det er overstået. Igen. Åndssvage møgjul.

5 Comments
  1. Åååh… for fanden. Bliver helt grå i huden ved tanken om, hvor ret, du har. Kunne jul ikke bare være noget valgfrit, som vi holdt, hvis vi gad? Og som man kunne springe over et år, hvis man ikke lige følte for det? Uden at man dermed havde skrevet sig helt ud af familiehistorien og de fraskilte testamenter?

    Skylden er ikke min værste fjende. Det er Ensomheden. Uanset hvor urimeligt pres juledagene altid er, så er det dog bedre end at sidde alene med en bog og lege tirsdag. Ikke fordi tirsdagsbog er slemt, men fordi det ville foregå men HELE RESTEN AF VERDEN juler den.

    Forpulede møgtraditioner, der lægger resten af verden ned, så man kun kan klappe i og følge med.

  2. Gid du en dag finder styrken til at sige til din mor, “Kan ikke den her jul, jeg skal i byen, vi ses den 29.”

  3. Helle permalink

    Åh, gid jeg gjorde. Og gid det var socialt acceptabelt at sige, at man ikke gad holde jul, men at man gerne ville komme og spise en anden gang, hvor man ikke var presset som ind i helvede til at hygge sig, koste hvad det vil.
    Gid det snart var januar.

  4. Jeg er hverken skilsmissevoksen eller storesøster til urimelige småbrødre, men jeg har det på præcis samme måde med julen. Jeg er enebarn ud af en meget lille familie, men vi fejre også Min Mors Jul – hver eneste f…..g år. Juletræet skal pyntes på en særlig måde, for det kan hun bedst lide. Lysene skal tændes et bestemt tidspunkt. Der skal hygges på kommando. Og fordi jeg er 31 og ikke har min egen familie (læs: endnu ikke har gjort min mor til mormor…) er jeg familiens yngste. Ergo er det mig der henter pakker – hvilket ærlig talt er ved at være en kende ydmygende. Men sådan vil mor jo så gerne have det.
    Den ene jul jeg sagde fra, trak hun en Maude og gik op og lagde sig. Og da det ikke hjalp hev hun Verdens Tarveligste Kort, og vi har nu fejret min farmors sidste jul – de sidste 7 år.
    Mit største incitament til at finde en mand, er vitterligt at slippe for det ræs. Men jeg ved også den dag det sker, dør jeg af skyldfølelse, for så skal de jo for fanden sidde der helt alene.
    /Helle

  5. Helle permalink

    Den Store Skyld er grunden til at jeg ikke har foreslået Manden at holde jul sammen i de varme lande endnu. Jeg ville dø af skyld. Det ender med at jeg sidder som 50-årig og surmuler juleaften hjemme hos min mor. Tænk, hvis man havde en rygrad og kunne modstå Maude-kort og sygeligt dårlig samvittighed…

Leave a Reply

Note: XHTML is allowed. Your email address will never be published.

Subscribe to this comment feed via RSS