Skip to content

Klassisk søndag

by Helle on May 30th, 2010

Fuck Mand… jeg har søndag ud over det hele. Som den der kop kaffe, man kom til at daske til, så den væltede og druknede alt i kaffe og dertilhørende karamel(??)lugt. Så meget søndag har jeg.

Det er sådan en søndag, hvor det regner lige ned, og nogen (sikkert Marianne Eihilt, som bor oppe på 4. lige rundt om hjørnet) har tømt et askebæger midt i min udsigt. Min lejlighed lugter af røg med jævne mellemrum i dag, for naboen keder sig lige så meget som jeg gør. Selvom jeg har tvunget Manden til at sige at jeg ikke ser tyk ud, har jeg det som om jeg vejer mindst dobbelt så meget, som min højde kan bære…og det har ikke noget at gøre med:

1) at jeg er en pige

2) den dobbelt-knytnæve store bøf jeg åd i går akkompagneret af fritter, grillet gedeost og creme brulee

3) at det er søndag, og jeg har brug for medlidenhed og komplimenter

Det er sådan en søndag, hvor man bliver ked af at Dennis Hopper er død (selvom man egentlig havde et intetforhold til ham), og hvor man tænker, at “ham der Bonderøven er da meget lækker, og jeg kunne da sagtens bo i et skur med ham og føde hans børn, for der er så dejligt fredfyldt ude på landet”…noget jeg ved gud aldrig ville tænke på en hvilken som helst anden dag i ugen.

Nårh ja, og så er det også sådan en søndag, hvor man har udsigt til en uge, hvor man skal ordne voksenting, hurtigt lære alt om databaser og systemudvikling og undgå at gå i irrationel panik over alt.

Det gider jeg egentlig ikke. Godt der er nogle timer endnu, hvor jeg bare kan ligge lidt i fosterstilling og lade som om det ikke bliver mandag.

No comments yet

Leave a Reply

Note: XHTML is allowed. Your email address will never be published.

Subscribe to this comment feed via RSS