Skip to content

Køb bananer, dit store sellout

by Helle on December 18th, 2013

Hvis du er den snerpede type, tænker du nok at jeg er et giga sellout. Det vil jeg gerne have lov at lukke op og skide ned i. Jeg har nemlig sagt ja tak til en tur i teateret. Jeg kommer så sjældent ud, så når Århus Teater spørger pænt, så siger man pænt ja tak.
Det foregik nogenlunde a la:
Teater: “har du lyst til at se Dagen Før?” Mig: “Æh, men du ved godt, jeg hader næsten alting og især Kim Larsen?” Teater “ja ja. Kom bare”. Så det gjorde jeg.

Jeps. Jeg har set en teaterkoncert. Med Kim Larsen-sange. Det er en kombi af to af de ting, jeg bryder mig mindst om i verden. Men siden mit (lidt tidlige) nytårsforsæt er at gøre flere seje ting, jeg ikke har planlagt, tog jeg min mest kulturelle voksenven under armen og tog til premiere på Dagen Før en fredag aften på Århus Teater (Det er totalt med vilje, jeg skriver Århus med Å. Mere om det en anden dag).

Jeg har aldrig været inde i salen på teateret. Allerede der døde jeg lidt af pænhed. Der er velour og lamper der glitrer, og i loftet er der svaner og guld og endnu mere glitter. Så jeg brugte de første fem minutter på at glo op i loftet (Ja. Jeg Instagrammede det. So sue me). Vi havde fået plads lige midt i salen. Række 9, sæde 1 og 3. Det er let.  Vi kom først, så glædesstrålende indtog vi vores pladser lige i midten og snakkede højt og længe om at nu behøvede vi ikke rejse os op for alle dem, der kom for sent, for alle de lige numre, skulle jo gå ind fra den anden side. Det viser sig at det er markant sværere for voksne mennesker at se forskel på lige og ulige tal, end man skulle tro. Det er jo ikke fordi det er 16.000% elementært eller noget.

Efter Den Store Regneøvelse kom alle store og små retards på plads, og så var jeg klar. Min forventning var mest at nu skulle jeg bruge to timer i selskab med en Kim Larsen-imitator, der vrælede KØØØB BANAAAAJJJJNEEERRRR ud over scenekanten, og det store glansnummer ville være århundredets idiotsang Kvinde Min.

Scenografien er helt pæn og enkel og næsten strippet for alt muligt symbolsk pis, som man alligevel aldrig helt ved, hvad skal forestille. Og så snakker de ikke. Det er simpelthen så rart. Det er kun sange. Som en ægte hater kender jeg måske lidt over halvdelen (man har jo aldrig gået rigtigt på efterskole, hvis man ikke har haft et godt øje til ham den pæne, der kunne spille Kvinde Min på guitar).

Men lige pludselig sad jeg der i mørket og smilede over Rita, Dagen Før og Hvileløse Hjerte. Især Hvileløse Hjerte. Normalt er det en værre lortesang. Efter i fredags er det den, jeg bedst kan huske. Den, og så Tarzan Mama Mia, hvor man stadig har lyst til at råbe med på omkvædet og dreje så hurtigt rundt, at man bliver svimmel.

Det var helt klart 1. akt, der rykkede mest ved mig. Nok fordi jeg startede med verdens laveste forventninger. Efter pausen, hvor jeg både fik vin og et glimt af Thorkild Simonsen, var jeg helt begejstret, og faldt lidt sammen. Kun Fru Sauterne fra 2. akt har sat sig sådan helt fast. Men det var ikke dårligt. Det var bare ikke nær så godt.
Til slut stod jeg helt som de andre op og klappede i takt (hvem ER det der bestemmer, når vi som publikum pludselig klapper i en anden takt under et bifald? Hvem fanden er det der styrer det lort?), og jeg mente det faktisk [det her er mit skriftlige begejstrede ansigt].

Selvfølgelig er der sange, der stadig er noget lort. Og selvfølgelig klapper publikum på 2 og 4 (og nogle gange også på 1 og 3). Men jeg har overrasket både mig selv og folk, der kender mig, ved at synes godt om noget. Hvis man var i det humør, kunne man måske endda godt have knebet en tåre til Dagen Før eller Rita. Altså hvis man havde lidt lavt blodsukker og var lidt træt.
Jeg havde ikke fanget nogen form for symbolik i noget uden min kulturelle voksenven, men jeg tror helt ærligt ikke det betød så meget. Ikke for mig, i hvert fald. Hvis man er typen, kan man sikkert få en masse ud af scenografien, dansen, rækkefølgen og hvad ved jeg. Jeg blev mest bare glad af det.

Nårh ja. Og så er Jimmy Jørgensen med. Den pæne mand. Men de voldtager ikke hans medvirken og koger suppe på den. Han er med som de andre. Der er ingen star eller fedhedshovedperson. Der er bare 5 mennesker og et lille band. Jeg har en naturlig svaghed for mænd, der synger. Når de gør det iført heldragt, bliver det bare lidt bedre.
Seriøst, ikke? Jeg synes godt du kan gå ind og se den skide teaterkoncert. Hvis du gider, kan du købe billetter her.

Så Århus Teater, jeg er fan nu. Ikke af Kim Larsen. Eller af teaterkoncerter. Men af at prøve noget andet end det jeg plejer. Og virkelig af jeres Store Sal. Men please, indfør en hård straf til dem, der ikke kan kende forskel på højre/venstre og lige/ulige.

Hey og næste gang, ikke? Skal vi så ikke lave en med Thomas Helmig?

 

3 Comments
  1. WTF?!
    Nu har du nærmest fået mig overtalt til at se den forestilling. Og jeg hader kim Larsen og teater og alt hvad der lugter af teater.
    (Og hvis I laver noget med Thomas Helmig, så ser I mig nok ligge i kø til billetsalget. Total sellout!)

  2. Hvis man som jeg er lidt jovial og frikadelle-agtig, så er teaterkoncerter fede. Kendte sange i ny indpakning. Kendte sangere der synger andre kendtes sange…
    Jeg er ikke særlig imponeret over Aarhus Teater, men det har måske noget at gøre med, at jeg er opvokset på det lidt finere Kongelige Teater på Kongens Nytorv i København…
    Man behøver i øvrigt ikke tænke meget over rækkefølge af sange, symboliker og andet, for så ender det med, at man en dag finder sig selv som finkulturel.
    En Helmig-teaterkoncert er forresten allerede lavet. http://politiken.dk/ibyen/nyheder/forestillinger/ECE1563187/thomas-helmig-teaterkoncert-rammer-bellevue/

  3. Erland permalink

    Århus skal skrives med Å. Det andet er en eller anden lalleglad drengeborgmesters idé til international profilering. Jep, lad os profilere os ved at gå 40 år tilbage i tiden og indføre ugyldige stavemåder. Kæmpehat.

Leave a Reply

Note: XHTML is allowed. Your email address will never be published.

Subscribe to this comment feed via RSS