Skip to content

Nej, hvor sjovt!

by Helle on September 21st, 2010

Alle kender det. Det der med at møde en, man helst ikke vil møde, et sted man helst ikke vil møde nogen. Overhovedet. Det er ikke fordi jeg til daglig går rundt og tænker “årh, bare jeg for Guds skyld ikke støder ind i ham”, jeg ved bare ikke lige, hvad jeg skal sige til ham. Det kunne man så også godt høre i dag. Han er engang-venindens ekskæreste. Flink nok, hvis man kan lide den slags, men jeg har bare aldrig helt været i stand til at tale med ham uden at have været til fredagsbar inden. I dag havde jeg ikke været til fredagsbar. I forvejen bryder jeg mig ikke om at møde folk, jeg ikke har planlagt at møde (faktisk har jeg flere gange lavet dykkeren i butikker for at undgå at hilse på folk), og jeg bryder mig slet ikke om at møde folk hemmelige steder.

Så gik jeg rundt der og troede at ingen vidste, hvor jeg var, og at risikoen for at møde nogen, jeg kendte, ville være minimal. Og så kommer han gående ned ad trappen mod mig. -og kan man jo ikke ret godt bare vende om og løbe væk (selvom jeg overvejede det et øjeblik).

Mig: Hej! Nej hvor sjovt at du også er her! (jeg ved totalt godt hvorfor han var der, nu jeg lige bruger hjernen).

Ham: Hej!! Øøøj, længe siden.

Mig: Ja ja. Sejt nok.

Ham: Nå men HAR du det godt?

Mig: [Hvad? Hvad? Ligner jeg en der er døden nær? Jeg vidste jeg skulle have stået tidligere op i morges!]Ja, ja, jeg har det perfekt.

Ham: Nå men er du så her, eller er du Københavner?

Mig: [Hvad? Latterligt spørgsmål] Jeg bor da lige i nærheden, jeg går helt i skole og alting og bliver snart voksen og rig.

Ham: Nå, men har du så børn og er gift?

Mig: [ser det sådan ud? HVA? GØR DET??] Næ, det er ikke lige noget for mig det der. Jeg kan bedre lide penge. Men jeg kender nogen der har børn og er gift.

Ham: Haha, fedt. Du er også lidt speciel…

Mig: [Det kan du selv være] Ja ok, men der sidder altså lige nogen og venter på mig, så jeg skrider.

-Og sådan cirka foregik det. Cirka. Han så helt voksen ud, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at stå og tænke på, om man mon kunne spørge om, hvorfor de gik fra hinanden dengang, om han er lidt bitter over at hun gik ud og fik tvillinger med en anden, om HAN egentlig har det godt, og om han kan huske dengang vi opfandt kortglatteren. Det gjorde jeg ikke. Jeg skred bare og håbede lidt at HVIS han absolut skal fortælle folk at han har set mig der, vil han sige at jeg er utroligt smuk og meget sjov. Og klog. Det kan man sagtens udlede af vores samtale der på trappen.

No comments yet

Leave a Reply

Note: XHTML is allowed. Your email address will never be published.

Subscribe to this comment feed via RSS