Skip to content

Noget om, hvorfor man lige skal tænke sig lidt om

by Helle on December 21st, 2010

Man skal huske at tænke sig om. Blandt andet fordi man godt kan komme til at skyde sig selv godt og grundigt i foden. Hvis man altså er den slags person.

Det er jeg heldigvis ikke. Jeg har heldigvis ikke købt så store gaver, så en tur i offentlig transport virker som en (endnu mere) uoverstigelig forhindring. Heldigvis har jeg ikke meterlange pakker og uformelige ting, der kun kan være i store plasticsække. Tænk, hvis man var sådan en, der skulle tværs over Jylland med sådan noget skrammel.

Heldigvis er jeg heller ikke sådan en, der tager ting personligt. Jeg er heldigvis helt kold, når nogen ikke ringer tilbage, og jeg kan sagtens give relevant kritik uden at blive spydig. Tænk, hvis man var sådan en, der havde sendt to spydige mails afsted til studieadministrationen fordi man havde fået en straf for ikke at dukke op til et (for 1.årsstuderende) yderst relevant arrangement. Så var man sikkert også sådan en, der ikke kunne lade være med at tage det personligt, når man fik at vide, at man har “en yderst skæv vinkel på det at studere”, og tolke det som “du er luddoven og utaknemmelig og hvis det stod til mig, dumpede du alt”. Heldigvis kan jeg sagtens styre mig, og tænker mig altid om to gange, før jeg trykker send.

Jeg er også ret glad for at jeg sagde ja til at mødes med læsegruppen d. 29. december. Jeg har overhovedet ikke følelsen af at jeg hellere vil sidde og fordøje/se tegnefilm/tude over eksamen/holde øje med THansens flag (som kan falde ned hvert øjeblik nu)/lade som om jeg ikke er hjemme/gå i biffen/marinere ting til nytårsaften/have flækket begge arme end at mødes med de andre og repetere ecommerce. -men hvis jeg skulle, ville jeg håbe nogen tog kage med. Eller rundstykker. Nok helst rundstykker. Jeg kan i virkeligheden ikke ret godt lide kage.

Når man som jeg altid tænker sig om en eller flere gange, undgår man ovennævnte (månedens ord, husker du nok) scenarier. Heldigvis.

No comments yet

Leave a Reply

Note: XHTML is allowed. Your email address will never be published.

Subscribe to this comment feed via RSS