Skip to content

Nytårscrap og den slags

by Helle on December 31st, 2010

Hm. Nu er det nytår. Så kan man bare prøve det. Igen. Af princip er jeg fundamentalt imod folks evindelige “uhuuu, god juuul” og “ønsker alllllle et godt nytår /happy new year [se mig, jeg har også internationale venner på facebook]”. Jeg orker det ikke. Specielt ikke, hvis det ledsages af en kommentar om at man “bare har haft det SÅ hårdt”, og “NU kan det da kun gå fremad”. Idioter. -og alligevel falder jeg i med begge ben og skriver et nytårsindlæg. Du kan jo bare springe over, hvis du hader det lige så meget som jeg.

Her er de så, listerne over seje ting i 2010, fesne ting i 2010, og ting, der gerne må ske i 2011.

Ting, jeg fortrød i 2010:

  • At jeg ikke stjal Overboens grøntsagskasse, da den ved en fejl blev leveret til mig.
  • At jeg ikke grillede flere pølser
  • At jeg købte et par cowboyshorts
  • At jeg glemte at stoppe mit SU-lån
  • At jeg ikke skrev flere breve
  • At jeg ikke læste hele pensum (nej, det ved jeg faktisk ikke helt endnu, om jeg fortryder).

Ting, jeg var ret glad for i 2010:

  • At jeg fik et studiejob, hvor jeg tit går hjem med følelsen af at min hjerne er vokset 20%
  • At det var sommer.
  • At jeg fik startet den der billedvæg.
  • At jeg bor sammen med verdens bedste mand. Det var jeg sådan set også glad for året før, og året før, og….
  • At jeg stadig i december havde solstreger på fødderne.
  • At Stofa ikke har opdaget at jeg har den lille tv-pakke PLUS TV3. Og hvis du siger det…
  • At jeg nåede at grine så meget nogle gange at jeg fik ondt i maven.
  • At jeg mødte Mogens.

Jeg gad godt kunne sige, jeg var blevet et bedre menneske i løbet af 2010. Det passer nok ikke helt. Til gengæld er jeg blevet en hel del klogere, lidt gladere, bedre til at lave risotto og havde faktisk på et tidspunkt ret pæne muskler (det har jeg ikke lige nu, for alle ved, at man jo ikke kan gå til gymnastik når der ligger sne over det hele). Alt i alt er det vel egentlig gået fremad.

Hvad så nu? Ting, jeg håber sker i 2011:

  • Jeg skriver verdens sejeste speciale.
  • Jeg bliver headhuntet til et sejt voksenjob (men et sejt voksenjob, hvor jeg lige kan sidde lidt først og få brune ben og nyde, at jeg er voksen)
  • Hvis der bor en mågeunge i Mogens’ rede, falder den IKKE ned af taget.
  • Jeg tager til Berlin og Madrid og London og får ikke vabler eller slid på inderlårene (Ja, det er noget flertallet af os døjer med; Vil vi ligne nogen, der har skidt i bukserne, mens vi prøver at svæve rundt i blomstrede sommerkjoler, eller vil vi have knæbukser/cykelshorts på og kunne gå normalt?)
  • Jeg lærer at sige nej.
  • Jeg gør rent faktisk alvor af min beslutning om ikke at tale med min storebror før han er normal.
  • Jeg lærer at pochere æg.

Så sagde vi alle de ting skete. Det sagde vi.

2 Comments
  1. Det sagde vi!

    Have a good un!

  2. Helle permalink

    -og når man siger “det sagde vi”, sker det. Det ved alle.

Leave a Reply

Note: XHTML is allowed. Your email address will never be published.

Subscribe to this comment feed via RSS