Skip to content

Og så skal jeg bare sidde og skutte mig…

by Helle on October 23rd, 2010

Jeg er normalt ikke ret meget alene. Eller, jeg er alene, hvis jeg er hjemme, mens Manden er på arbejde, men det tæller jo ikke. Det tæller kun, hvis man er alene mens det er mørkt. Nu har jeg været alene i over et døgn. Helt alene. Jeg har ikke talt med nogen. Ikke sådan rigtigt i hvert fald. Jeg har sagt til en mand fra Kina at han skal lægge mine bukser ordentligt op (ja, det får jeg gjort, og heldigvis ikke af min mor mere). Jeg har sagt til min chef, at jeg er bange for at smadre hans bil (og det er han heldigvis ligeglad med), og jeg sagde højt hej til både gymnastikdrengen og just-eat pigen der kom med madkvalme. Men alt det tæller ikke.Jeg har ikke sagt godmorgen til nogen. Jeg sagde “tak for mad” (lige efter jeg havde sagt “stop fucking eating”) til mig selv, og jeg har lige haft en ret god samtale med dr. Shepherd (du ved godt hvem det er, når du ser ham).

Det virker ellers altid som en pissegod ide, når man skal være alene hjemme. Man tænker, at det sgu da bliver skidehyggeligt, og så skal man bare sidde og skutte sig i sofaen med tæppe og puder og rødvin og hjemmesko. Man tror, at man da bare vil nyde at se 3 sæsoner af lægeserie, og at man oveni kan nå at skrive det afsnit af teoriafsnittet til den opgave man laver i læsegruppen, at læse op på dræberfaget, at lave nogle af de ting man altid skubber foran sig på arbejde, få en lur, bruge sin oldgamle Ole Henriksen-ansigtsmaske og lakere negle. Klokken 12 opdager man at det ikke er morgen mere, og at man nok har lidt travlt med at komme til at skutte sig og have det skidehyggeligt. Og det går kun ned ad bakke derfra. Man glemmer,at man ikke har neglelakfjerner, at man ikke gider læse teorien man skal skrive om, og at man er dødsensangst for at se nogen i spejlet, når man kigger op efter at have børstet tænder.

Klokken er nu 21. Jeg har godt nok skrevet mit bidrag til teoriafsnittet, lavet noget arbejde og set en masse lægeserie, men jeg har også kvalme af den kinamad jeg troede bare ville være skidehyggelig fordi man får det i små bokse. Jeg har fået lidt for meget lægeserie, men gider ikke rigtigt slukke for det. Mine fødder er for varme i mine hjemmesko under tæppet på sofaen, og puderne i ryggen ligger overhovedet ikke rigtigt. Plus, jeg har skruet lidt for højt op for tv’et. Alt i alt venter jeg bare på at blive træt nok til at gå i seng. Det er der sikkert mange “jeg lever for weekenden”-typer der ville misbillige.

Sandheden er, at det at være alene er, for mig, lidt det samme som kinesisk mad. Det er en pissegod ide i starten, men der er alt for meget af det, og det var slet ikke det man havde lyst til, når man sidder med det. -og nej, jeg er ikke en svag og uselvstændig kvinde, der ikke kan undvære Manden. Jeg har bare brug for nogen at snakke med (alternativt bare til, det ville også være ok) fordi jeg  er røvdårligt selskab.

Jeg er kedelig at være alene med. Det glemmer jeg tit.

3 Comments
  1. Tal med – til – planterne. I do it. Det virker!

  2. Folk, der aldrig er bange for at se øksemordere eller spøgelser i spejlet, når de kigger op efter at have børstet tænder… jeg stoler ikke på dem.

  3. Helle permalink

    Jeg tør sgu da ikke tale til planterne! Tænk, hvis der er nogen der svarer, for eksempel den psykopatiske øksemorder, der har gemt sig bag badeforhænget i flere timer, siden jeg liiige smuttede i Netto uden at låse døren. Så dør jeg af skræk. Hvis jeg er heldig.

Leave a Reply

Note: XHTML is allowed. Your email address will never be published.

Subscribe to this comment feed via RSS