Skip to content

Og vi sidder i destilleret form

by Helle on February 26th, 2012

Og vi drikker kølig hvidvin, og er ligeglade med at det er fra en box. Og vi ryger cigaretter, fordi det er hyggeligt, lige indtil vi kommer i tanke om at det giver kræft og dårlig mave.
Og vi snakker om, at vi med 75% sikkerhed aldrig ville være nogens elskerinde (med mindre de gik rigtig meget i bad), og om de klammeste mænd vi nogensinde har snavet og om, hvorfor vi mon gjorde det.
Og vi snakker om de mænd, vi burde have snavet, men ikke gjorde og hvorfor vi mon ikke gjorde det.

Og vi snakker om reglerne for at være et ordentligt menneske, og ingen af os siger til den anden, at vi har overtrådt dem. Men det har vi nok. Og vi synger Sjæl i Flammer og er enige om, at det er præcis sådan vi har det. Og vi bliver enige om, at Lis Sørensen er lidt slidt, og at vi hører for lidt Michael Falch.

Og en af os spørger til en hemmelighed, og den anden svarer, og det er ikke længere en hemmelighed, men bare fakta.
Og vi snakker om dengang, og bliver enige om at det var meget bedre, men at vi er meget klogere nu.
Og vi snakker om, om man kan leve af kropssekreter alene (det kan man nok godt), og om det er ok kun at spise æg (det er det, men man vil nok blive fejlernæret og få dårlig mave).

Og solen varmer os i nakken, og vi snakker om, hvilken farve neglelak vi bedst kan lide.
Og vi peger på folk og siger de ser herrens ud, og vi er lige så stille godt klar over, at man kunne sige det samme om os.
Og en vil have en familie, og en anden vil være alene. Og vi snakker om den perfekte drømmeverden og hvad vi ville gøre med 10 millioner.

Og vi snakker om salat og om, hvorfor nogen vælger at være vegetarer, når nu kød smager så godt.
Og så skriver vi en sang, og aftaler, hvem der skal snave hvilke bandmedlemmer, men vi kommer altid lidt op at toppes om leadguitaristen, en ofte overset mulighed, fordi alle altid bare vælger forsangeren og hans skide rytmeguitar.
Og vi er enige om, at vi aldrig ville vælge trommeslageren.
Og vi tager billeder af vores fødder, og der bliver spurgt “er du bange”. Og der bliver svaret “ja”, og så taler vi ikke mere om det.
Og vi bliver enige om, at vi nok ikke er extensiontyperne, og at det er lidt en skam, når man nu gerne vil have langt, honningfarvet hår, der ser helt fantastisk ud, når man svinger det under gadelygternes skær en sommeraften (se det lige for dig, ikke. Der er gult lys over det hele, og man er slet ikke bleg, og måske har man endda hvidt tøj på uden pletter. Det er sådan man bliver forelsket i folk. Det er det.).

Og vi snakker om, at vi ikke er sådan nogle der kæmper for ting, og om, hvor dejligt det er at have en opvaskemaskine.
Og vi snakker om, om vi mon er idiotmagneter, og om man godt må sige nej til gratis drinks (det må man gerne).
Og vi snakker om yndlingssange, der føles som mavepumpere, og ting, der ikke er lette at forklare. Og så hører vi bare TV2 i stedet, fordi alle kan lide Steffen Brandt.

Og når det er slut, lugter vi lidt brændt, og lidt af jord og frisk luft, og vi opdager, at vi har glemt at tage solcreme på.

4 Comments
  1. Åhhh – sådan en eftermiddag/aften kunne jeg godt bruge

  2. Jakob permalink

    Ofte når du skriver på din blog og på twitter, gør du grin med andre, er foraget, nedladende, bitter eller bare vred og indebrændt. Sikkert derfor virker dette indlæg SÅ meget mere positivt, en anelse skrøbeligt og tættere på virkeligheden. Jeg kunne godt li’ det

  3. Meget godt skrevet. Ka ligefrem dufte græsset og høre alle folk i baggrunden. Tak for lidt sommer midt i februar.

  4. Dagmar permalink

    Jeg kan lide det.

Leave a Reply

Note: XHTML is allowed. Your email address will never be published.

Subscribe to this comment feed via RSS