Sover du nok ? Jeg gør ikke. Man kan mest kun se det, hvis man godt ved, jeg ikke plejer at ligne og lyde som en mand. Ved man ikke det, kan man ikke se det. Herregud, nogle gange kan jeg ikke engang selv se det.
“Nå, men skal du så ikke sove mere, hva’?” -kunne man sige. Næ, det tror jeg faktisk ikke jeg skal. Der er hundrede fordele, og kun et par ganske små ulemper ved at stå op kl 5 om morgenen. Hundrede fordele såsom:
- Jeg når mere.
- Jeg får set den sene Deadline næsten hver aften.
- Jeg er blevet en megacheap drunk.
- Jeg har endelig tid til at tage neglelak på på en hverdag OG vente på at det tørrer.
- Jeg får hørt meget mere musik, fordi den der stilhed mellem 4 og 5 godt kan være lidt ulidelig.
- Jeg er i fred i meget mere af min vågne tid, end hvis jeg kun var vågen 8-22.
- Jeg har ikke længere ondt i den der muskel i hoften, som man åbenbart bruger til at…ligge ned med?
Ulemperne er pissesmå og primært forbundet til at jeg heller ikke rigtigt sover, indtil jeg står op. Men de er pissesmå. Det gør jo ikke så meget, at jeg altid har en puls på 160, at jeg har fået den der hoste, som sidder fast med pigtråd et sted nede i brystkassen eller at jeg nogle gange lyder som om jeg er fuld, selvom jeg i virkeligheden bare er træt.
Det, der i virkeligheden gør mig noget, er måden, jeg har lyst til at tude over alt på. Over at netforbindelsen i toget er røget, over at folk har digitalure, over at min telefon ikke har ringet i tre dage (tre dage! 3!), over at der er is på havet eller over at jeg ikke ved, om jeg har lyst til at spise fisk eller kylling til aften.
Jeg har lyst til at nogen ville tage mig sammen, for jeg kan tydeligvis ikke selv. Uden at tude.
Hjørnemaleren
Når man klipper sit hår af, er der no way back. Ingen levende mennesker orker den der periode, hvor det ligner noget, der er undsluppet fra Østtyskland og har samme farve som en selvdød ræv. Har man først en gang set billederne af sig selv, hvor man ser så uendeligt tarvelig ud, gør man det aldrig igen. Heller ikke selvom det betyder, at man nu resten af livet skal ligne enten Annie Lennox (på en ok dag), en lille mand eller en, der cruiser Magasins dameafdeling efter lækre kællinger og ikke ting af kashmir.
I tidernes morgen havde jeg tykt, halmfarvet hår ned over skuldrene (det var også dengang jeg boede på landet. Det er en slags uniform, tror jeg). En dag klippede jeg det af og farvede det mørkt. Når jeg sidder hos frisøren og siger “jeg vil gerne have det langt og honningfarvet, og gerne pronto”, så mener jeg det faktisk. 100%. Men jeg har malet hele gulvet i en skidenbrun farve, og jeg kan ikke komme ud uden at jappe over det hele og ligne en, der burde hedde Tatiana og gå i bodystocking med knapper i skridtet.
Og så sidder man der i sit hjørne og glor på gulvfarven, som man nok egentlig allerede er lidt træt af. Men man kan jo ikke så godt vade hen over gulvet og sætte skidenbrune fodaftryk i hele huset, så man bliver bare siddende. Og ser på maling der tørrer. Og er sur over at man er sur og korthåret. Og jeg er egentlig skideligeglad med at det ikke er konstruktivt.
I løbet af den sidste uge har jeg fået to af den slags, der fjerner malingen langs væggen, så man godt kan komme ud, hvis man kanter sig. Et “jeg savner dig”, fra en, man faktisk er lidt stolt over at blive savnet af, og et ”du var lige den eneste jeg kunne komme i tanke om, som kan forstå, hvordan jeg har det, og den eneste jeg har lyst til at tale med”. Og når andre glemmer, at jeg i virkeligheden er skideligeglad og sur over alt lige fra vejret til ting jeg selv har bestemt, så glemmer jeg det også selv. I 5 minutter.
Med mindre de er den type, der aldrig er sur, om som bare sidder lige så stille og rummer alt og alle. Det er dumt og urealistisk, og jeg håber virkelig de også nogle gange har lyst til at gå ud på toilettet og tude, og at de lyver mindst en gang om dagen. Og at de også engang har prøvet at male gulvet en helt forfærdelig farve, som de fortrød i hundrede år.
Alt andet ville være urealistisk.
Undren ind i sjælen
Inspireret af Top 50 Conundrums of Modern Britain (ja, den slags læser jeg, og hvad egentlig så??) undrer jeg mig. Jeg undrer mig helt ind sjælen over meget mere end 50 ting. Så derfor nøjes vi med top 10 over ting, der skaber undren helt ind i sjælen. Min, altså.
- …Keira Knightley…?
- Ostehaps.
- Hvem rydder op efter Jamie Oliver?
- Forskellen på en økonomiminister og en finansminister.
- Aktier. For det er jo bare noget vi leger. Nogen må jo have fundet på reglerne på et tidspunkt, og bare tænkt “nårh ja, det virker vel meget godt”.
- Hvorfor de fleste, også selvom de siger de hader ham, har danset ægte kinddans til en Kim Larsen-sang på et eller andet tidspunkt. Og nydt det.
- Er det med vilje at figenpålæg ligner pålægchokolade? Og er det for at snyde idioterne?
- Hvorfor man nogle gange kan mærke pulsen helt oppe i den bløde del af halsen. Og andre gange slet ikke…
- Hvorfor nogen helt alvorligt siger “på den lange bane” eller “i den ideelle verden”.
- Findes der nogen, der *ikke* kan lide at flyve med drage?
Og sådan kan man (åbenbart) blive ved til man er helt svimmel og stadig lige undrende. Måske endda lidt dummere, hvis det er gået helt ad helvede til.
