Jeg har lyst til at få en kæmpestor hudafskrabning. En af dem med småsten i, og som ser ud som om de er lavet med et pisseskarpt rivejern. Så ville jeg sidde og glo på den til det holdt op med at gøre ondt, og så ville jeg spritte den af med hospitalssprit, mens jeg tænkte på, om man mon kan blive fuld af at suge saften ud af de der små servietter.
Jeg har lyst til at få langt hår og lære at spille guitar. Så ville jeg spille på sådan nogle små, røgfyldte steder, hvor lydmanden bare var den, der nu tændte på kontakten, og hvor der kun var en slags glas til alt. Jeg ville nok ikke have klistermærker på min guitarkasse. Men det ville helt sikkert være en kasse.
Jeg har lyst til at sætte mig på nogens bagagebærer og se, hvor vi skal hen. Uden at tage stilling til noget som helst. Selvom det vist mest var i 80′erne og 90′erne, at man sad bagpå hinanden.
Jeg har lyst til at blive en af dem, der stikker af kun med kontanter og pas. Jeg ville nok også tage min tandbørste med. Men ingen ville vide, hvor jeg tog hen. Så ville jeg bo i Argentina med min ven Diabetikeren, og vi ville ligge i hver sin hængekøje hele dagen og læse og drikke kaffe og snakke om livet. Og når folk så fandt os om 30 år, var vi helt pæne, og han havde panamahat på, og jeg var sådan en, der lavede ting i ler. Og vi var helt afklarede og spekulerede ikke længere over meningen med ting.
Jeg har lyst til at være mere som De Glade. De Glade, der har parvenner, som de kalder for vennepar. De Glade, der altid kan huske, hvordan de kom hjem i nat, og aldrig behøver først at kradse stivnet sprut af telefonen for at tjekke, om de har sendt beskeder til folk, de ikke skulle have kontaktet kl 03.30 en fredag nat. De Glade rummer ting, ordner ting og husker altid at støvsuge sofaen. De Glade læser Alt For Damerne og Euroman og kan godt klæde sig i lag-på-lag. De Glade spiser meget brunch og går mange ture. Sådan vil jeg også være.
Jeg har lyst til at sige mere end 20% af, hvad jeg tænker. Så ville jeg a) ikke tænke nær så meget, og b) nok have lavere blodtryk. Til gengæld ville jeg nok komme i en form for knibe. Så jeg siger næsten ingenting.
Jeg har lyst til at have den perfekte hemmelighed og ikke dele den med nogen. Det lyder totalt som noget Poul Krebs ville have skrevet.
Og vi sidder i destilleret form
Og vi drikker kølig hvidvin, og er ligeglade med at det er fra en box. Og vi ryger cigaretter, fordi det er hyggeligt, lige indtil vi kommer i tanke om at det giver kræft og dårlig mave.
Og vi snakker om, at vi med 75% sikkerhed aldrig ville være nogens elskerinde (med mindre de gik rigtig meget i bad), og om de klammeste mænd vi nogensinde har snavet og om, hvorfor vi mon gjorde det.
Og vi snakker om de mænd, vi burde have snavet, men ikke gjorde og hvorfor vi mon ikke gjorde det.
Og vi snakker om reglerne for at være et ordentligt menneske, og ingen af os siger til den anden, at vi har overtrådt dem. Men det har vi nok. Og vi synger Sjæl i Flammer og er enige om, at det er præcis sådan vi har det. Og vi bliver enige om, at Lis Sørensen er lidt slidt, og at vi hører for lidt Michael Falch.
Og en af os spørger til en hemmelighed, og den anden svarer, og det er ikke længere en hemmelighed, men bare fakta.
Og vi snakker om dengang, og bliver enige om at det var meget bedre, men at vi er meget klogere nu.
Og vi snakker om, om man kan leve af kropssekreter alene (det kan man nok godt), og om det er ok kun at spise æg (det er det, men man vil nok blive fejlernæret og få dårlig mave).
Og solen varmer os i nakken, og vi snakker om, hvilken farve neglelak vi bedst kan lide.
Og vi peger på folk og siger de ser herrens ud, og vi er lige så stille godt klar over, at man kunne sige det samme om os.
Og en vil have en familie, og en anden vil være alene. Og vi snakker om den perfekte drømmeverden og hvad vi ville gøre med 10 millioner.
Og vi snakker om salat og om, hvorfor nogen vælger at være vegetarer, når nu kød smager så godt.
Og så skriver vi en sang, og aftaler, hvem der skal snave hvilke bandmedlemmer, men vi kommer altid lidt op at toppes om leadguitaristen, en ofte overset mulighed, fordi alle altid bare vælger forsangeren og hans skide rytmeguitar.
Og vi er enige om, at vi aldrig ville vælge trommeslageren.
Og vi tager billeder af vores fødder, og der bliver spurgt “er du bange”. Og der bliver svaret “ja”, og så taler vi ikke mere om det.
Og vi bliver enige om, at vi nok ikke er extensiontyperne, og at det er lidt en skam, når man nu gerne vil have langt, honningfarvet hår, der ser helt fantastisk ud, når man svinger det under gadelygternes skær en sommeraften (se det lige for dig, ikke. Der er gult lys over det hele, og man er slet ikke bleg, og måske har man endda hvidt tøj på uden pletter. Det er sådan man bliver forelsket i folk. Det er det.).
Og vi snakker om, at vi ikke er sådan nogle der kæmper for ting, og om, hvor dejligt det er at have en opvaskemaskine.
Og vi snakker om, om vi mon er idiotmagneter, og om man godt må sige nej til gratis drinks (det må man gerne).
Og vi snakker om yndlingssange, der føles som mavepumpere, og ting, der ikke er lette at forklare. Og så hører vi bare TV2 i stedet, fordi alle kan lide Steffen Brandt.
Og når det er slut, lugter vi lidt brændt, og lidt af jord og frisk luft, og vi opdager, at vi har glemt at tage solcreme på.
En ægte ven
En bedsteven er megasvær at finde. De skal kunne alt muligt nu om dage, og med alle de retarderede halvhjerner, der løber omkring (jo der ER mange af dem. Det er der fandme), skal man være svært heldig for at finde en bedsteven, og endnu heldigere for at finde det i flertal.
Men hvad skal denne her bedsteven så kunne? “aaarj, men deeeet er jo noget med at spise is og snakke om mænd og gå laaaange tuuuure”. Gu er det da ej. “nååå, men såååå er det noget med at have kleenex klar og gå ud og hore sammen”. Nej det er sgu da heller ikke. For det første kan bedsvennen sagtens være en mand, hvilket godt kan vanskeliggøre hele sushi-og-hvidvin-og-mænd-er-irriterende-konceptet lidt. For det andet er det alt for uambitiøst bare at bruge bedstevennen til at tude og drikke sig fuld og lave middelmådige scoringer med. Step it sgu da lige lidt op.
Og inden du dør af fortvivlelse over ikke at vide, hvad en bedsteven SÅ er for en, har jeg naturligvis lavet en liste over ting, en rigtig ven gør.
En rigtig ven…
- Giver dig en øl præcis når du har allermest brug for det.
- Holder dine ben.
- Forklarer, hvilken slags kræft, der ville være bedst at få, hvis man skulle vælge en.
- Cykler med, når du løber.
- Giver klar besked. Og ikke nødvendigvis om sund fornuft.
- Skriver en sang.
- Lærer dig nye ting.
- Spørger ikke altid hvorfor.
- Holder fjernbetjeningen.
- Vil med til Argentina og ligge i en hængekøje og snakke om bøger og livet og kaffe og hvilken 5 o’clock man skal have.
- Googler idiotsange på nye sprog, når du er ked af det.
- Siger det, når du lugter godt.
- Savner dig.
- Synes virkelig også Julia Ormond er dødirriterende i Legendernes Tid.
- Synes nogle gange du er en idiot.
- Synes ofte, du er et af de sejeste mennesker på jorden.
- Ved godt, du ikke mener halvdelen.
- Ved lige præcis, hvad du mener.
- Snyder aldrig i legen.
- Roser dig, når du synger andenstemme.
Så hvis du ikke allerede har en eller flere, der er sådan, vil jeg råde dig til at smide sushien og kleenexen og skride ud og finde en. De er pissegode at have.
