dancinghell

De små går til koncert

Jeg er lille. Det har vi vist slået fast. Men jeg kan også godt lide koncerter. I teorien. I praksis foregår en koncert cirka sådan her for et menneske med en højde under middel (og en tålmodighed på ca. 2):

Man glæder sig ret meget til den der koncert. Når man kommer hen til koncerten (efter at have stået i kø i det meste af hundrede år), ser man Menneskehavet. I det seneste tilfælde bestod Menneskehavet af "friske", farvefrække 40-something damer, hvidhårede 50-something mænd i naturfarvet tøj og "cool" 30-something speltpar. "Nårh ja", tænker man, "jeg kan vel sagtens finde en god plads lidt ude i siden og stadig kunne se scenen". Det kan man ikke, når man er lille (det er også derfor man egentlig aldrig ser andet end storskærmen, hvis man er heldig, hvilket er det samme som upscale dvd).

Man ender godt nok et sted, hvor udsynet egentlig ville have været ok...hvis man havde været 1.80. Så er det man bliver lidt muggen, for små mennesker betaler jo lige så meget som store, og det der med at sidde på skuldrene af folk døde i 90'erne. Hvis man er heldig, og finder et hul mellem to (høje) mennesker, går der ca 5 minutter, før lidt for naturfrisk mand med lidt for hønserøvssnerpet kone kommer masende, for "der er da lige plads til os". "Nå", tænker det korte menneske og rykker sig lidt til højre...hvor der står en af de friske, farvefrække damer med en gigantisk rygsæk på. En rygsæk som hun åbenbart ser som en forlængelse af sin egen krop, og derfor ikke kan tage af. Derfor tilbringer det korte menneske det næste kvarter med at få små mavepumpere, når den farvefrække dame svajer og snakker med sin veninde om  at "det er da en skøn aften".

Heldigvis er der jo også pause i sådan nogle arrangementer. Pauser, hvor folk skal hen til ølboden (eller ciderboden, hvis man er sådan en der også elsker spelt). Og fordi små mennesker er, ja, små, kan man da "liiiige smutte igennem her, ikke?". Nej, det kan du faktisk ikke. Man kan se det på deres ansigter, når de har spottet et lille menneske. De smiler og nikker opmuntrende, hvilket får mig (og andre af de små, håber jeg) til at surmule og ikke flytte mig en centimeter. Heldigvis slutter pausen hurtigt.

Men nogen kan åbenbart ikke finde ud af at stille sig det samme sted igen (så jeg kan se noget), så nu skal man jage efter et nyt kighul. Man ender omringet af velplejede mænd i 30'erne klædt i softshell-jakker og praktisk fodtøj tæt omslynget med deres damer i Hunter-gummistøvler (læs, GUMMIstøvler). Her står man så resten af koncerten. Nok mest fordi man har givet op og har indset, at det svajende, softshell-klædte Menneskehav er en homogen masse, og at man ikke kan slippe for mere eller mindre vellykkede versioner af Halleluja og folk der har glædet sig til at råbe "thennn wiii tæjg Bøøhhleennnn".

Højdepunktet (som ofte kommer flere gange under en koncert) er dog, når De Høje Mennesker får luft i maven. For det skal da ud! Det er jo usundt at holde inde, også når man står tæt sammen med andre (hvoraf mange faktisk ikke har ansigtet oppe i den friske luft). Så ja, mine koncertoplevelser bliver næsten altid krydret (bogstaveligt talt) med lugten af andre menneskers prutter. Nogle gange kan jeg smage dem, hvis vi står rigtig tæt.

Så næste gang du skal til koncert, gider du så ikke lige gå på toilettet hjemmefra, kigge dig over skulderen for at se, om du har stillet dig foran et lille mennske, og for Guds skyld LAD VÆRE MED AT STÅ OG SVAJE?? Det ville bare være alle tiders, tak.

← Home