dancinghell

Det kører...

Jeg har sommerferie. Den allersidste lange sommerferie nogensinde...eller i hvert fald den sidste inden jeg bliver usandsynligt rig og selv bestemmer alt, ferierer 6 uger PÅ Skagen og lever af rejer og Chablis. Så ja, den sidste lange sommerferie i et stykke tid. -og jeg glæder mig.

Det bliver en sommerferie fyldt med sol (jo, kom nu, tro på det!), grillede PØLSer, 5 o'clock drinks og nye kartofler med smør og dild.

Det bliver en sommer fyldt med Fyn (man kan næsten ikke hade Fyn, medmindre man skulle bo der resten af sit liv, kan man?), Leonard Cohen (på Fyn, hvor heldig kan man være?), æggekage med ægte flæsk og kolde øl.

Det bliver en sommer fyldt med Rom (som i Den Evige By...og nok også sprutten, men mest byen), ost, rødvin, oldgamle bygninger og flere 5 o'clocks. Alt sammen sammen med Manden, som heldigvis er den, jeg allerhelst vil opleve det hele med.

Sidst, men absolut ikke mindst, bliver det også en sommer fyldt med røvspændende arbejde, der allerede inden jeg er startet for real, har skubbet mig lidt derud, hvor man er nødt til at stå på tåspidserne for at kunne bunde.

Nårh ja, og så kommer jeg sikkert også til at svede en del. Det gør jeg tit.

Den allersidste laaaange sommerferie bliver sej. -også selvom noget sikkert går galt, nu hvor jeg har sagt at det hele kører...

← Home