dancinghell

Dobbeltmoral er 6000 gange så godt som alt muligt andet

Jeg er vokset op på landet. Sådan rigtigt. Hvor man lærte, at dyr ikke kan tænke, at de ikke kan mærke når de bliver slagtet, og hvor det er helt ok at skyde en hund med et jagtgevær, fordi den løber efter biler. Derfor foragter jeg mennesker, der tror deres dyr kan tænke, være triste eller skuffede, og føle andet end instinkter. Nej, din kat har ikke en personlighed, din pony bliver ikke ked af det når du spiser hestekød, og man må gerne tale om slagtning, selvom der er køer til stede. (ja, jeg taler faktisk tit om slagtning, det er et interessant emne, som altid falder i god jord.)

Netop derfor er det også ret ubelejligt, at mågerne for andet år i træk har valgt at bygge rede lige overfor hvor jeg bor. Jeg kan holde øje med det hele fra min stue eller altan, og det gør jeg ret tit. Faktisk så tit, at jeg et splitsekund overvejede muligheden for at sætte et webcam op eller bare ikke tage på arbejde indtil oktober, for at holde øje med mågerne og deres unger. Den skarpsindige læser kan måske huske Mogens fra sidste år, og jeg er overbevist om at han kommer tilbage og leger foran mit vindue for at sige tak for at jeg holdt ham i live med vand og riskager hele sidste sommer. For Mogens kan nemlig sagtens tænke, selvom måger har et hoved på størrelse med en valnød, og kun ca 1/3 af det er hjerne (jeg kan mange flere seje facts om måger, men det er som om folk ikke er helt så interesserede i det, som jeg selv er).

Jeg VED også bare at Hundekællingens hund er en lige så stor idiot som Hundekællingen selv (jeg kunne faktisk næsten tænke mig at skyde den med at jagtgevær), og at alle labradorhvalpe ville ønske, de havde mig som ejer. Jeg ved det bare.

Men derfor er "dyr har følelser og tanker"-folket altså stadig nogle idioter. Især hvis de er vegetarer på samme tid.

Jeg har ingen fordomme.

← Home