dancinghell

Hovsa...

Man gad egentlig godt være den der reserverede type, ikke? Den, hvor andre folk godt kunne mærke, hvor dyyyb man er, og hvor mange hemmeligheder man har. Cool, calm, collected, gad man godt være (det var der engang en lærer i de varme lande, der syntes jeg var. Nok fordi jeg altid sad i skrædderstilling og drak kaffe og var lidt mystisk og ikke rigtigt gad tale med nogen, hvis jeg ikke var fuld. Det er længe siden. Eller. Det, med kun at gide snakke med folk når jeg er fuld, gælder stadig).

Så er det jo bare lidt ærgerligt, når noget af det første, man blæser ud med, når man snakker med folk, er, at ens forældre er skilt (og at man overhovedet ikke er traumatiseret eller bitter på nogen som helst måde), at ens yndlingshund blev skudt da man var lille, at man egentlig hader børn (og drenge, lever og politik), og at man har helt vildt sart mave. Lidt for hurtig bonding for mange mennesker.

Det er virkelig et uheld, det er det. Jeg vil meget hellere fortælle historier om , hvor flink jeg er, men det eneste, der presser sig på er aflivningshistorier, ting jeg hader, og hvor syg jeg engang har været.

Det er virkelig ikke med vilje.

← Home