dancinghell

Ja hej det er mor! -og hvorfor skilsmissevoksne ikke kan lide jul

Hende: "Ja hej det er mor. Jeg ville ikke noget."

Meget lang pause. Utroligt lang pause.

Mig: "Nå."

Meget lang pause.

Hende: "Nå men altså har I tænkt på jul? Hvad skal I til jul?"

Mig: "Det sædvanlige? Det er august, kan vi ikke lige..."

Hende:"jo, jo, vi kan jo også bare aflyse det hele!" [oooog HER kommer Skylden krabbende gennem telefonen]

-og sådan en samtale har jeg med min mor hvert evigt eneste år en gang om måneden fra august, og til jeg bukker under og siger, at jeg kommer til jul, at Manden passer sin egen familie, og at jeg [for fanden da] ikke ved hvad mine ringforlovede, pussywhipped, weekendfar-udøvende brødre regner med at lave juleaften. Og så er julen alligevel ikke aflyst, og man kan nu ringe og snakke om, hvor hyggeligt det bliver. Og når jeg siger "man", mener jeg min mor.

Man skulle tro, at man som skilsmissevoksen netop var voksen nok til selv at sige til og fra og ikke have skyldfølelse over julearrangement fra september til februar. Men så voksen er jeg altså ikke. Jeg dør af skyld, hvis min mor ikke synes det har  været verdens sjoveste juleaften, hvis jeg ikke spiser nok and, og hvis jeg ikke fordeler dagene mellem jul og nytår ligeligt mellem mine forældre.

Det resulterer i at jeg er skidesur på alt og alle fra omkring d. 20. december og til nytårsaften. Jeg bliver sur over at skulle tage toget ud på landet for at sove på gulvet. Jeg bliver hysterisk, hvis min storebror får flere brunede kartofler end jeg gør. Jeg bliver sur, når min lillebror ikke vil dele gaver ud (for det SKAL altså være den yngste!). Jeg bliver sur, når mine yngre brødre spiser alle resterne af julemaden, fordi de kom hjem i en brandert, og jeg bliver sur over at ingen har koordineret mandelgaven, så man ender med to gaver.  -Men mest af alt bliver jeg skidesur fordi jeg er den eneste der er ved at dø af skyld.

I princippet gad jeg godt bare holde jul alene, eller i de varme lande. Manden siger, jeg ville dø af skyldfølelse. Han har nok ret. Måske kunne jeg også bare øve mig i at indse, at verden (og julen) ikke står og falder med mig, og at det er folks (og når jeg siger "folks" mener jeg min mors) eget ansvar at have det rart.

Og så alligevel. Der er så meget arbejde i sådan noget med at indse ting. Jeg tror bare jeg vælger at være mut og teenagesur skilsmissevoksen og hade julen lige indtil 29. december, hvor jeg kan sidde i min sofa og være lettet over at det er overstået. Igen. Åndssvage møgjul.

← Home