dancinghell

Jeg har støvsuget

Jeg har støvsuget i dag. Til lyden af Mads Mikkelsen, der løj på engelsk.

Søndag har aldrig været min favoritdag. Den er stille og fesen og slutter kl 17, hvor man skal tænke på at gå i seng, hvis man skal have en chance for at komme op på arbejde mandag morgen uden at tude.

Især søndag i september er led. I september skal man have frisk luft og plukke svampe og gå på loppemarked og plukke æbler og bage ting. Og når man får weekendneder på lørdag aften, er det bare ret svært at begive sig ud under septembers hysterisk blå himmel og nyde noget som helst dagen efter. Weekenden er jo slut.

Det er kun på film, at folk har det rart i hyggelige striktrøjer og fornuftigt fodtøj, og ikke kampsveder i nakken hvis solen skinner, eller fryser, hvis den ikke gør. Det er kun på film, at der er et pænt, gult lys, der får alles hår til at se gyldent ud, og alles hud til at se ud som om de aldrig nogensinde har været blodfattige og opsvulmede. Og det er kun på film at folk kan være ude i skoven i flere timer uden at skulle på toilettet.

Verden er fandme ikke lavet til rigtige mennesker.

Så derfor har jeg bare støvsuget.

← Home