dancinghell

Og så sagde vi bare det var helt vildt hyggeligt

Det er snart jul. I skilsmissefamilier (som ikke er helt harmoniske, og hvor der kun findes skilsmissevoksne, der ikke har prøvet at være skilsmissebørn, og derfor aldrig har haft nogen, der bestemte, hvor de skulle være, og derfor altid har baseret hele deres samvær med familien på, hvem de havde mest skyldfølelse overfor) starter "det er jo snart jul"-samtalen i august.

I midten af august ringer min mor og laver "ja hej det er mor" med skyld på og jul indeni. Og sådan kører det indtil engang midt i december, hvor alle har besluttet sig for at gøre som de plejer. Men hvor var det godt vi startede med planlægningen i august.

I år burde være anderledes. Efter sidste jul besluttede jeg, at jeg ikke behøver spilde mere af mit liv i selskab med Ældste Idiotbror og Hvidovredamen. Og det har holdt lige indtil nu. Når man er naturligt disponeret for giga-skyld, er det upraktisk at være den eneste, der helt vil undgå Ældste Idiotbror.

Så derfor har jeg besluttet at bide det i mig. For vi sagde jo bare det blev helt vildt hyggeligt. Vi sagde bare der ikke var nogen der blev sure, og at alle godt gad opføre sig normalt i det halvandet døgn vi var i samme hus. Det sagde vi. For det burde vel ikke være for meget at forlange af voksne mennesker?

Så sagde vi iøvrigt også at jeg jo ikke er helt rygradsslap fordi jeg har droppet mine principper og mit dramatiske "jeg vil aldrig se ham igen". Det sagde vi. For jeg kan jo bare lade være med at tale til ham, ikke? Det skal nok bidrage til den hyggelige stemning.

Vi sagde bare det var helt vildt hyggeligt. Også selvom november og december er måneder, hvor jeg virkelig ville ønske jeg røg. Eventuelt crack.

← Home