dancinghell

Undskyld!

Jeg har set Sex and the City 2. Undskyld for det. Mage til urealistisk tidsspilde skal man virkelig lede længe efter. Jeg skammer mig over mit køn og over, at jeg kender så mange ellers fornuftige (ok, semifornuftige) kvinder, der bare ææælsker filmen.

For det første, og jeg håber jeg kan sige det her uden at stemple mig selv som frigid snerpe, er der sgu da ingen der knalder sådan! Ingen! Det ser ikke engang rart ud. Come sgu da on. For det andet ville man aldrig i livet kunne finde en dansk arkitekt, der talte så godt engelsk. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Hvis han havde haft Valby-accent, ville det have været mere troværdigt.

For det tredje synes jeg egentlig ikke der er noget som helst kvindefrigørende, sejt, feministisk eller ikonagtigt over den måde de fire kvinder opfører sig på. Det er mest bare skabet og...surprise...urealistisk. For det fjerde er det også max urealistisk at Mr. Big giver damen en diamantring efter hun har snavet sin ekskæreste, og at hun bliver sur over at få et fjernsyn.

For det femte synes jeg ikke tøjet er så fedt som alt og alle siger, men jeg har efter sigende heller ikke begreb skabt om mode. For det sjette...Carrie ligner en mand. There, I said it.

Undskyld jeg brugte tid på at se den film. Det har kun gjort mig til et dårligere menneske, og jeg vil med glæde drikke eddike hele næste uge som straf.

Nu har jeg fortjent alt andet end en Cosmopolitan.

← Home