dancinghell

Vi er på vej ud i the infinite abyss

Det foruroliger mig, at vi nu sidder med en generation, der aldrig har forholdt sig til, hvem fra Beverly Hills 90210, de er. Der er ingen af dem, der har oplevet den gigantiske selvindsigt det er, når man først ukritisk er vild med Dylan, for derefter at elske Brandon i en periode, skøjte lidt rundt med Noah og så ende med Dylan igen.
At ingen under 25 i dag kan koble det til perioder med ungdomsidioti, fornuft, wannabe-vildskab og til sidst erkendelse, gør mig helt trist. Jeg har iøvrigt altid været en Brenda.

Det foruroliger mig også, når vi (og når jeg siger "vi" mener jeg i virkeligheden andre mennesker) helt oprigtigt tror at vi har egenskaber til at redde hele verden. Når vi helt ærligt tror at det batter, hvis vi donerer 100 kr eller sender en overtakseret sms for at vinde en bil. Det er de samme typer som Familien Rotterøv. De kører forrest i indsamlingen og deler speltificeret bagværk ud nede i børneren, mens de taler om, at de skal ud at samle ind næste weekend. For det batter. Selvom det er gjort en million gange før. Typisk Kelly-syndrom. Jeg redder hele verden med min attitude og hvis du ikke er med, er du imod mig.

Det foruroliger mig at der nu er nyheder for børn. Nyheder, der pushes i et spot, hvor der springes i faldskærm efter at en af, hvad jeg kun kan tolke som de kommende værter, undlader at vaske hænder efter et toiletbesøg. Så vi vil gerne lære børn at de er for dumme til at forstå, hvad der foregår i de voksnes nyheder og at de desuden ikke behøver vaske hænder, når de har været på toilettet? Da jeg var barn, indspillede jeg kassettebånd om Golfkrigen og vaskede hænder, når jeg havde været på toilettet. Jeg kan kun tolke drejningen som at jeg dermed ses som defekt og at den tendens hurtigst muligt må druknes i nogen der iført pangfarver råber virkelig højt og skriver en fræk sang om at vi alle sammen skal være her.

Jeg vil hermed gerne, givet at samfundet ikke kommer på rette kurs og dermed ryger lige lukt i afgrunden, melde mig ud. Så kan I sidde der med jeres børnenyheder, indsamlingsbøsser og forvirrede Idiotungdom og savne mit gigantiske bidrag til samfundet.

← Home